Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 391, som Folketingets Retsudvalg (Alm. del) har stillet til justitsministeren den 24. juli 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lars Hjortnæs

 

Spørgsmål nr. 391 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Hvad er strafniveauet for vold eller trusler om vold over for politifolk i tjeneste, herunder i forhold til strafniveauet for vold og trusler om vold over for andre personer omfattet af straffelovens § 119, som omhandler vold og trusler om vold mod personer, som handler i offentlig tjeneste?”

 

Svar:

 

Indledningsvis bemærkes, at der i forbindelse med besvarelsen af spørgsmål nr. 87 af 4. april 2005 fra Folketingets Retsudvalg er redegjort for strafniveauet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, før og efter den skærpelse af strafferammen i bestemmelsen, som skete ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse mv.).

 

Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har Justitsministeriet indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten, der bl.a. har oplyst følgende:

 

”Jeg har (..) med henblik på at belyse strafniveauet gennemgået en række afgørelser vedrørende forhold begået efter lovændringen, som er refereret i Ugeskrift for Retsvæ­sen (UfR) og Tidsskrift for Kriminalret (TfK).

 

Nedenfor beskrives strafniveauet og som eksempler enkelte konkrete domme, således at sager, hvor overtrædelserne er begået over for polititjenestemænd, beskrives først. Herefter beskrives de sager, der er begået mod andre personer omfattet af straffelovens § 119.

 

I de sager, som jeg har gennemgået vedrørende vold over for polititjenestemænd, er der udmålt straffe i niveauet fra fængsel i 20 dage til fængsel i 5 måneder. En stor del af straffene er udmålt til fængsel i 60 dage og derover. Dommene vedrører spyt, slag, spark og kast med sten.

 

Som eksempel kan nævnes UfR 2007.12 Ø. Sagen vedrørte en tilhører i et retslokale, der efter domsafsigelsen blev involveret i tumult, hvorefter han flere gange skubbede en politibetjent hårdt i brystet og kaldte ham svin. Straffen blev udmålt til fængsel i 60 dage, idet retten lagde vægt på, at forholdet foregik i et retslokale, og at det er af afgø­rende betydning, at fængselspersonalets eller politiets arbejde med at føre varetægtsar­restanter ind og ud af retslokalet sker uden indblanding fra tilskuerne. Retten lagde endvidere vægt på, at tiltalte tidligere var straffet for overtrædelse af straffelovens § 119.

 

I de sager, som jeg har gennemgået vedrørende trusler om vold over for polititjene­stemænd, er der udmålt straffe i niveauet fra fængsel i 20 til 60 dage.

 

Som eksempel kan nævnes TfK 2007.216/2 V. Den tiltalte havde efter en fodboldkamp stået uden for stadion og havde råbt til den gruppe, han var en del af, at de skulle smadre to civilklædte politiassistenter, fordi de kun var to og ikke havde hund med. Straffen blev fastsat til 30 dages fængsel, idet retten fandt, at det var en skærpende omstændighed, at truslen havde karakter af en opfordring til en større gruppe af perso­ner om at udøve vold mod de to politiassistenter.

 

I de gennemgåede sager om vold over for andre personer omfattet af straffelovens § 119 er der udmålt straffe i niveauet fra 7 til 60 dages fængsel. En stor del af straffene er udmålt til fængsel i 30-40 dage. Sagerne angår vold begået over for bl.a. buschauf­fører og togpersonale. Dommene vedrører typisk slag med flad eller knyttet hånd.

 

Som eksempel kan nævnes TfK 2005.214 V. Sagen vedrørte en far til en skoleelev, der under en samtale med skoleinspektøren tildelte ham en lussing. Retten fastsatte under henvisning til den seneste strafskærpelse straffen til fængsel i 30 dage.

 

I de sager, som jeg har gennemgået vedrørende trusler om vold over for andre perso­ner omfattet af straffelovens § 119, er der udmålt straffe i niveauet fra 10 til 60 dages fængsel. Hovedparten af straffene er udmålt til fængsel i 14-20 dage. Sagerne angår trusler om vold fremsat over for bl.a. parkeringsvagter og fængselsfunktionærer.

 

Som eksempel kan nævnes TfK 2006.631 V, hvor den tiltalte, der netop var kommet ud fra et hospital, havde sagt til en parkeringsvagt: ”jeg slår dig ihjel” og umiddelbart herefter over for to personer havde udtalt, at hvis han mødte ham igen, ville han få mange tæsk. Retten fastsatte straffen til fængsel i 14 dage og henviste til omstændig­hederne, hvorunder truslen var fremsat.

 

Sammenfattende skal jeg bemærke, at det er vanskeligt præcist at angive strafniveauet for overtrædelser af straffelovens § 119. Dette skyldes bl.a., at sagerne er af meget for­skellig karakter, og at strafudmålingen sker efter en konkret vurdering af samtlige om­stændigheder i sagen, herunder af karakteren af truslen eller volden og omstændighe­derne, da forholdet blev begået.

 

Som det imidlertid fremgår ovenfor, er der i de fleste af dommene om vold mod poli­titjenestemænd udmålt straffe af fængsel i 60 dage og derover, mens der i en stor del af dommene vedrørende vold mod andre personer omfattet af straffelovens § 119 er udmålt straffe af fængsel i 30-40 dage. For så vidt angår sagerne om trusler om vold er straffene noget lavere for begge persongrupper.

 

Domstolene har endvidere i flere domme udtalt, at det klare udgangspunkt er en ube­tinget frihedsstraf. I langt hovedparten af de sager, jeg har gennemgået, er der da også udmålt en ubetinget fængselsstraf, mens de betingede straffe vedrører meget begræn­set vold i form af skub eller spyt, eller trusler, der er fremsat f.eks. telefonisk som en spontan reaktion, og hvor der har foreligget andre formildende omstændigheder.

 

Det tilføjes, at jeg i Rigsadvokatmeddelelse nr. 9/2005 om strafpåstanden i sager om overtrædelse af straffeloven vedrørende sager om trussel om vold mod offentligt an­satte har anført, at der i sager om vold og trusler fremsat over for personer, der efter karakteren af deres arbejde er særligt udsat for i det daglige at blive mødt med aggres­siv adfærd fra borgernes side, som udgangspunkt skal nedlægges påstand om ubetinget frihedsstraf.

 

Udgangspunktet er derfor, at der i alle sager vedrørende politifolk samt i sager vedrø­rende f.eks. parkeringsvagter og fængselsfunktionærer skal nedlægges påstand om ubetinget frihedsstraf.”

 

Justitsministeriet kan henholde sig til det, der er anført af Rigsadvokaten.