Besvarelse af spørgsmål nr. 35 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del).

 

Spørgsmål:

 

”Ministeren bedes redegøre nærmere for regler og praksis for politiets adgang til at forbyde demonstrationer i en hel by eller et helt område af en by, herunder det der blev fastlagt i forbindelse med EU-topmødet i 2002, hvor Københavns politi først ville forbyde alle demonstrationer i indre by, men senere måtte ændre den afgørelse efter kritik fra bl.a. statsretseksperter.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Politidirektøren i København, der har oplyst følgende:

 

”Det følger af grundlovens § 79, at borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede, at politiet har ret til at overvære offentlige forsamlinger, og at offentlige forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige orden.

 

Politiet kan efter politilovens § 7, stk. 3, under forudsætning af, at formålet med demonstrationen ikke tilsidesættes, give påbud om, at en forsamling skal afholdes et andet sted end det påtænkte, når der er en konkret begrundet frygt for forstyrrelse af den offentlige orden, herunder betydelig forstyrrelse af færdslen, eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

 

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at politiet har en pligt til at sikre den grundlovssikrede forsamlingsfrihed, og at politiet har en forpligtelse til at gøre en indsats for at forebygge uroligheder, og at bestemmelsen således ikke kan anvendes, alene fordi en given rute ikke er den mest hensigtsmæssige ud fra et politimæssigt synspunkt, eller fordi det valgte tidspunkt for forsamlingen er uhensigtsmæssigt for politiet.

 

Politiet kan endvidere i medfør af politilovens § 7, stk. 4 og 5, forbyde forsamlinger under åben himmel, når der af dem befrygtes fare for den offentlige fred, eller give påbud om, at forsamlingen skal opløses.” 

 

Politidirektøren i København har supplerende oplyst, at Københavns Politi ikke i forbindelse med EU-topmødet i 2002 forbød alle demonstrationer i indre by, men at Københavns Politi var i en løbende dialog med anmelderne af demonstrationerne, og at der i den forbindelse af trafikale og sikkerhedsmæssige grunde blev aftalt alternative ruter.

 

Jeg kan henholde mig til udtalelserne fra Politidirektøren i København.