Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 333, som Folketingets Retsudvalg (Alm. del) har stillet til justitsministeren den 29. maj 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 333 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Vil partsbeføjelser for ofre for vold og voldtægt i retssager efter ministerens opfattelse kunne være med til at opnå, at den tiltalte i et større omfang end i dag siger sandheden under retssagen?”

 

Svar:

 

Tildeling af partsstatus ville som anført af Strafferetsplejeudvalget i betænkning nr. 1485/2006 om forurettedes processuelle retsstilling, side 70, indebære, at den forurettede som udgangspunkt fik de samme rettigheder i sagen som anklagemyndigheden og den tiltalte. Den forurettede ville således bl.a. få ret til at afhøre den tiltalte.

 

Som følge af det almindelige princip om retten til ikke at inkriminere sig selv ville en ordning, hvor forurettede fik partsstatus under straffesagen, imidlertid ikke medføre nogen ophævelse af tiltaltes ret til at undlade at afgive forklaring. Der ville efter straffelovens § 159 heller ikke kunne pålægges tiltalte straf for at afgive falsk forklaring.    

 

Justitsministeriet er ikke i besiddelse af oplysninger, der giver holdepunkter for at formode, at tildeling af partsstatus til forurettede ville medføre, at den tiltalte i større omfang sagde sandheden under retssagen.