Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 331, som Folketingets Retsudvalg (Alm. del) har stillet til justitsministeren den 29. maj 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 331 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Hvilke overvejelser gør ministeren sig i fortsættelse af forrige spørgsmål i retning af, at indføre/forbedre informationen af voldtægts- og voldsofre i forbindelse med løsladelsen af gerningsmanden?”

 

Svar:

 

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 330, beror det på en konkret vurdering, om der sker underretning af forurettede, når gerningsmanden bliver løsladt.

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har i den forbindelse bl.a. oplyst, at underretning navnlig sker i sager vedrørende alvorlig kriminalitet, hvor politiet ud fra præventive overvejelser finder, at der er et særligt hensyn at tage til forurettede.

 

Rigspolitiet har oplyst, at der ved afgørelsen af, om der skal ske underretning, bl.a. tages hensyn til, om den forurettede har anmodet om at blive underrettet, eller om der er et indbyrdes kendskab mellem forurettede og gerningsmanden, som indebærer, at den forurettede har en særlig interesse i at blive underrettet, når gerningsmanden løslades.

 

Jeg finder ikke, at der er grundlag for at ændre den gældende praksis med hensyn til underretning af forurettede om løsladelse af gerningsmanden.