Kære<DOCUMENT_START> Lars Normann Jørgensen.

 

Tak for dit brev af 17. oktober 2006 om Justitsministeriets nye udvalg om behandlingen af klager over politiet.

 

Jeg forstår dig sådan, at Amnesty International ikke er afvisende over for at deltage i udvalgsarbejdet, men har ønsker til ændring af kommissorium og arbejdsmetode. Du nævner i den forbindelse bl.a., at der indledningsvist bør nedsættes et særligt uvildigt udvalg, der skal foretage en nærmere gennemgang og vurdering af behandlingen af et større antal konkrete politiklagesager.

 

Som det fremgår af kommissoriet, bliver det en del af det nye udvalgs arbejde at foretage en gennemgang og vurdering af den gældende ordning med behandling af klager over politiet og behandlingen af straffesager mod politiet. Det er min opfattelse, at der også i denne del af arbejdet både bør deltage repræsentanter, der i dag har direkte berøring med klagesagsbehandlingen, og repræsentanter med en mere uvildig tilgang til problemstillingen, som kan bidrage med hver deres synsvinkel.

 

Jeg er endvidere ikke enig i, at det er nødvendigt for det fremadrettede arbejde med en revision af ordningen med behandling af klager over politiet at foretage en ”kulegravning af praksis” i sager om klager over politiet. Jeg må i den forbindelse på det bestemteste tage afstand fra dit forslag om en detaljeret gennemgang af et større antal afgjorte konkrete politiklagesager, herunder såkaldte spektakulære sager, med henblik på en efterprøvelse af de konkrete efterforskningsskridt og troværdighedsvurderinger mv.

 

Jeg er derfor ikke indstillet på at ændre udvalgtes kommissorium.

 

Jeg ser imidlertid fortsat gerne, at Amnesty International deltager i udvalgsarbejdet og bidrager med jeres synsvinkel på behandlingen af klager over politiet – både i forhold til den gældende ordning og en eventuel nyordning. Ønsker Amnesty International ikke at deltage i udvalgsarbejdet under disse omstændigheder, vil jeg – af hensyn til igangsætningen af udvalgsarbejdet – bede dig meddele dette til Justitsministeriet senest den 1. november 2006.

 

Med venlig hilsen