Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 282, som Folketingets Retsudvalg (Alm. del) har stillet til justitsministeren den 2. april 2007.

 

 

Lene Espersen

/

 Lene Volke Roesen

 


Spørgsmål nr. 282 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Vil ministeren give en redegørelse for politiets (nationalt og i de enkelte politikredse) handlingsplaner, observationer og konkrete indsats i 2006 og frem til i dag - i forhold til de i medierne berettede stigende overfald på og ydmygelser af hjemløse?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil der henvises:

 

”Omfanget af overfald på hjemløse kan vanskeligt opgøres, og politiet er ikke i besiddelse af særskilte statistiske opgørelser over sådanne overgreb.

 

Det bemærkes i den forbindelse, at politiets statistikker er indrettet således, at gerningskoderne er knyttet til de relevante bestemmelser i lovgivningen, og at der således ikke generelt foretages registrering af oplysninger om forurettedes beskæftigelse eller sociale status, medmindre dette indgår som en del af gerningsindholdet for den pågældende forbrydelse.

 

Politiet ser med alvor på umotiveret gadevold, herunder overfald på hjemløse, og i det omfang politiet modtager anmeldelser eller oplysninger i øvrigt om strafbare forhold af denne karakter, vil der efter omstændighederne blive iværksat en nærmere efterforskning, ligesom oplysningerne vil kunne indgå i tilrettelæggelsen af den politimæssige indsats på såvel det beredskabsmæssige som det kriminalpræventive område i den enkelte politikreds.

 

Det er politiets indtryk, at mange hjemløse undlader at indgive anmeldelse til politiet, hvis de er udsat for kriminalitet, hvilket naturligvis vanskeliggør politiets arbejde. Samtidig er det imidlertid politiets opfattelse, at antallet af overfald på hjemløse ligger på et relativt beskedent niveau, og at de hjemløse generelt er accepterede i gadebilledet.

 

Rigspolitiet har på denne baggrund ikke fundet anledning til i forhold til politikredsene at iværksætte særlige nationale initiativer på området. Rigspolitiet vil imidlertid i samarbejde med politikredsene løbende følge udviklingen på området med henblik på at vurdere, om der udover den nuværende efterforskningsmæssige, beredskabsmæssige og kriminalpræventive indsats i politikredsene er behov for særlige initiativer i forhold til overfald på hjemløse.”