Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 280 af 30. marts 2007 fra Folketingets Retsudvalg

 

Ad samrådet 29/3-07 om samrådsspørgsmål X-Z (Søren Kam).

 

Spørgsmål:

 

”Ministeren bedes i fortsættelse af redegørelsen på samrådet skriftlig redegøre for spørgsmålet om, hvorvidt Tyskland har foretaget kontrol af dobbelt strafbarhed.”

 

Svar:

 

Som oplyst under samrådet er der ikke tale om, at de tyske myndigheder har givet afslag på udleveringsanmodningen under henvisning til, at det pågældende forhold, som er omfattet af den såkaldte positiv-liste, ikke er strafbart efter tysk ret.

 

Derimod har de tyske myndigheder – med henblik på en vurdering af, hvorvidt Søren Kam kan udleveres til Danmark – foretaget en nærmere vurdering af, hvorvidt den i arrestordren nævnte lovovertrædelse (drabet på Carl Henrik Clemmensen) må anses for forældet efter tysk ret. Baggrunden herfor er, at den tyske udleveringslov indebærer, at udlevering ikke kan finde sted, hvis den pågældende lovovertrædelse må anses for forældet efter tysk ret.

 

Som oplyst traf den tyske landsret i München den 31. januar 2007 beslutning om, at det pågældende forhold må anses for forældet efter tysk ret, og den tyske landsret fastslog på den baggrund, at Søren Kam ikke kan udleveres til Danmark med henblik på strafforfølgning for forholdet.

 

Det var således den nævnte afslagsgrund vedrørende forældelse – og ikke manglende dobbelt strafbarhed – som førte til afslaget på at udlevere Søren Kam til Danmark.  

 

Der kan i den forbindelse henvises til Justitsministeriets besvarelse af 26. februar 2007 af spørgsmål nr. S 3007 fra medlem af Folketinget Morten Messerschmidt. Kopi heraf vedlægges.