Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 227 af 19. februar 2007 fra Folketingets Retsudvalg.

 

Spørgsmål:

 

          ”Hvis ejerskifteforsikringen ikke dækker indbo, jf. spørgsmål 226, vil det så være dækket af den almindelige indboforsikring?”

 

Svar:

 

Som det fremgår af besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål nr. 226 af 19. februar 2007, er der i bekendtgørelse nr. 705 af 18. juli 2000 fastsat mindstekrav til en ejerskifteforsikrings dækningsomfang. Som det ligeledes fremgår af besvarelsen, stilles der ikke i bekendtgørelsen krav om, at en ejerskifteforsikring skal dække skader på indbo, og der indgås normalt heller ikke i praksis aftale om, at forsikringen skal dække sådanne skader.

 

Der er ikke i lovgivningen fastsat nærmere krav til indboforsikringers dækningsomfang.

 

Ved tegning af en forsikring indgår forsikringsselskabet og forsikringstager en privatretlig aftale, hvis nærmere indhold som udgangspunkt fastlægges ud fra forsikringspolicen og de forsikringsbetingelser, der knytter sig til den pågældende forsikring.

 

Forsikring & Pension, der er forsikringsselskabernes brancheorganisation, har over for Justits­ministeriet oplyst, at indboforsikringer almindeligvis ikke dækker skimmelsvampangreb. Disse forsikringer dækker typisk brandskader, tyveri og vandskader, men derimod ikke svampeskader, herunder ikke skimmelsvampangreb.