<DOCUMENT_START>

Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 225 af 19. februar 2007 fra Folketingets Retsudvalg.

 

Spørgsmål:

 

”Hvornår træder fase 1 i gang ved idømmelse af en ungdomssanktion (§ 74a): Fra domsdagen, hvis den unge har modtaget dommen og anklagemyndighed ikke vil anke, eller ved fuldbyrdelsestidspunktet (14 dage efter)?”

 

 

Svar:

 

1. Justitsministeriets Forskningsenhed udsendte i november 2006 redegørelsen ”Ungdomssanktionens forløb”. Redegørelsen vedrører det samlede forløb af de første 148 ungdomssanktioner, der er idømt siden sanktionens indførelse. I redegørelsen omtales bl.a. nogle mere formelle forhold i relation til afviklingen af ungdomssanktionen, herunder spørgsmål om ungdomssanktionens starttidspunkt og om dens afvikling ved ny kriminalitet. Justitsministeriet har endvidere modtaget en række henvendelser fra berørte myndigheder mv. om spørgsmål af denne karakter.

 

På denne baggrund har Justitsministeriet efter drøftelse med Rigsadvokaten anmodet Rigsadvokaten om at udsende nærmere angivne administrative retningslinjer til politiet og anklagemyndigheden, jf. vedlagte brev herom til Rigsadvokaten.

 

2. Som det fremgår af Justitsministeriets brev til Rigsadvokaten, finder Justitsministeriet, at anklagemyndigheden i sager, hvor der kan blive tale om ungdomssanktion, bør nedlægge påstand over for retten om, at ungdomssanktionen skal påbegyndes efter endelig dom. Tages en sådan påstand til følge, vil det herefter fremgå af dommen, at de 2 år, som ungdomssanktionen varer, skal regnes fra endelig dom.

 

I brevet er det også omtalt, at den tid, som den unge måtte have været varetægtsfængslet, ikke fragår ved beregningen af den tidsmæssige udstrækning af en foranstaltning efter straffelovens § 74 a.

 

Bl.a. derfor har Justitsministeriet i brevet til Rigsadvokaten fremhævet, at man i de enkelte sager må være meget opmærksom på, at fuldbyrdelsen af en ungdomssanktion bør iværksættes så hurtigt som muligt efter endelig dom.