Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 223 af 15. februar 2007 fra Folketingets Retsudvalg.

 

Spørgsmål:

 

          ”Ministeren bedes med henvisning til svar på spm. 20 (vedlagt) tilsende udvalget en opdateret forventet tidsplan for behandling af lovforslag om det grønlandske retsvæsen.”

 

Svar:

 

På et møde den 28. februar 2007 drøftede jeg regeringens kommende forslag til reform af det grønlandske retsvæsen med landsstyremedlem for familie og justitsvæsen, Aleqa Hammond.

 

Det blev på mødet blandt andet aftalt, at lovudkastene til en ny kriminallov og en ny retsplejelov for Grønland kan sendes til høring hos Grønlands Hjemmestyre med henblik på, at Grønlands Landsting kan behandle udkastene under dets efterårssamling.

 

Efter behandlingen i Grønlands Landsting og modtagelse af høringssvaret fra Grønlands Hjemmestyre forventer Justitsministeriet, at lovforslag om det grønlandske retsvæsen vil kunne fremsættes og behandles i Folketinget i folketingssamlingen 2007-08.

 

Som det fremgår af Justitsministeriets pressemeddelelse om reformen, som jeg sendte til Folketingets Retsudvalg den 1. marts 2007, vil regeringens forslag indebære den største samlede reform af det grønlandske retsvæsen siden 1950’erne.

 

En dansk-sproget version af udkastene til lovforslag forventes inden for en måneds tid at kunne sendes til landsstyret samt til Folketingets Retsudvalg til orientering.