Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 2 af 4. oktober 2006 fra Folketingets Retsudvalg.

 

Spørgsmål:

 

”Ministeren bedes kommentere artiklen i Ekstra Bladet 1/9-06 ”Personaleoprør i nyt superfængsel”.”

 

Svar:

 

Indledningsvis henvises til Justitsministeriets besvarelse af 11. juli 2005 af spørgsmål nr. 182 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende en artikel i Jyllands Posten den 17. juni 2005 ”Advarsel fra betjente”. I artiklen blev der stillet spørgsmål vedrørende sikkerheden i det nye fængsel, og det blev anført, at personalet ikke skulle være taget med på råd. Som det fremgår af besvarelsen, har processen været nøje planlagt for at skabe en høj sikkerhed, ligesom den meget omfattende brugerinddragelse er nærmere beskrevet.

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har i øvrigt oplyst følgende i anledning af det rejste spørgsmål:

 

”I artiklen fra Ekstra Bladet stiller et ukendt antal anonyme fængselsfunktionærer spørgsmål om sikkerheden i det nye Statsfængslet Østjylland og udtrykker utilfredshed med ledelsen i Statsfængslet i Horsens.

 

Sikkerheden i Statsfængslet Østjylland er baseret på en række avancerede overvågnings- og alarmanlæg, herunder et helt nyt system til sikring af personalet (overfaldsalarmer). Disse systemer er løbende sat i drift, og de er gennem flere måneder inden ibrugtagningen af fængslet blevet indjusteret og testet af både teknikere og brugere for at sikre, at de er fuldt funktionsdygtige.

 

På tilsvarende vis er alle andre dele af fængslet, herunder alle fængslets døre, løbende blevet gennemgået og justeret, ligesom fejl og mangler er blevet rettet.

 

Disse procedurer er helt sædvanlige i et byggeprojekt, og kriminalforsorgen har stillet meget høje krav til rådgiverne og entreprenørerne for netop at sikre, at sikkerheden er i orden. Der har umiddelbart inden ibrugtagningen været gjort status i samarbejdet mellem direktoratet, rådgiverne og fængslets ledelse, hvor der har været enighed om, at der ikke er problemer af sikkerhedsmæssig eller anden karakter, der forhindrer ibrugtagning af fængslet.

 

I overensstemmelse med planen for ibrugtagning af fængslet er de første afdelinger således taget i brug den 16. oktober 2006, og resten af fængslet tages løbende i brug over en periode på ca. 10 uger.

 

For så vidt angår den del af artiklen, der drejer sig om de dårlige arbejdsforhold og medarbejdernes opfattelse af ledelsen, har direktoratet indhentet en udtalelse fra fængselsinspektøren, hvor han har oplyst, at det er korrekt, når han er citeret for ikke at vide noget om den kritik, der blev anført. Først ved et brev af 15. september 2006 fra Dansk Fængselsforbunds lokalafdeling blev han bekendt med kritikken. I juni 2006 blev fængslets ledelse tværtimod rost af Dansk Fængselsforbunds lokalafdeling for det forhandlingsresultat, man havde opnået. Fængselsinspektøren har oplyst, at han fra dette tidspunkt og frem til den 15. september 2006 ikke har modtaget en eneste henvendelse fra lokalafdelingen indeholdende kritik af forholdene. Der har endda været afholdt flere informationsmøder mellem fængslets ledelse og de forhandlingsberettigede organisationer, hvor der heller ikke er fremført kritik.

 

Fængslet har blandt andet videre oplyst, at man meget gerne vil fremsætte bemærkninger til kritikken og samtidig gå ind i en dialog med Dansk Fængselsforbund for at få løst de forhold, som kritiseres. Siden modtagelsen af brevet har der således været holdt både informationsmøder, samarbejdsudvalgsmøde og forhandlingsmøder med Dansk Fængselsforbunds lokale ledelse, og disse forhandlinger vil også finde sted fremover.

 

Særligt hvad angår påstanden om, at ledelsen skulle have mobbet medarbejderne, har fængselsinspektøren afvist denne kritik. Ledelsen har meddelt Dansk Fængselsforbund, at enhver kritik, der rejses vedrørende enkelte medarbejdere, vil blive drøftet med Dansk Fængselsforbund. Derimod kan fængslet ikke forholde sig til kritik, som rejses i generelle vendinger, navnlig fordi man ikke kan genkende den generelle beskrivelse som værende udtryk for virkeligheden.”