Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 178, som Folketingets Retsudvalg (Alm. del) har stillet til justitsministeren den 18. januar 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lene Volke Roesen

 


Spørgsmål nr. 178 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Ministeren bedes oplyse, hvilke beviser eller indicier der bandt den dengang mistænkte 37-årige dansker til branden på Scandinavian Star, og om sådanne eventuelle beviser/indicier ville have været nok til at sigte og dømme manden, dersom han havde overlevet branden?”

 

Svar:

 

For så vidt angår spørgsmålet om fordelingen af efterforskningen mellem myndighederne i Danmark, Norge og Sverige henvises til pkt. 1.1. i det notat om Justitsministeriets behandling og vurdering af anmodningerne om genoptagelse af efterforskningen af branden på Scandinavian Star, som blev oversendt til Folketingets Retsudvalg den 13. juli 2006.

 

Som det bl.a. fremgår heraf, blev det efter branden mellem regeringerne i Norge, Sverige og Danmark aftalt, at efterforskningen skulle opdeles således, at det var de norske myndigheder, der efterforskede branden og dens umiddelbare årsag, jf. også den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 155.

 

Da branden og dens umiddelbare årsag er blevet efterforsket og vurderet af de norske myndigheder, finder jeg ikke, at jeg bør udtale mig om de i spørgsmålet anført forhold.

 

Om de norske myndigheders efterforskning og vurdering af branden og dens umiddelbare årsag kan der henvises til pkt. 6.5.7. i Justitsministeriets ovennævnte notat, hvor der bl.a. fremgår følgende:

 

”Det norske politi foretog en omfattende efterforskning i sagen og konkluderede som nævnt ovenfor, at en dansk statsborger, som var passager på skibet, og som omkom under branden, var den sandsynlige brandstifter. Da passageren selv omkom ved branden, blev denne del af efterforskningen henlagt af de norske myndigheder.

 

Den tidligere politiadvokat Nicolai Bjønness, som havde det juridiske ansvar for det norske politis efterforskning af branden og dens årsager, blev i forbindelse med de norske myndigheders overvejelse af anmodningerne om genoptagelse af efterforskningen af sagen bedt om en udtalelse.

 

Den tidligere politiadvokat anførte ved skrivelse af 15. november 2001 bl.a., at man under efterforskningen hurtigt blev klar over, at branden var påsat, og at gerningsmanden måtte have været om bord på skibet. Man anlagde derfor den betragtning, at alle kunne være gerningsmanden. Samtlige overlevende blev derfor afhørt i gennemsnit 3 gange hver, og på den måde fik man en oversigt over, hvor både overlevende og omkomne havde befundet sig.

 

Bjønness anfører i sin udtalelse endvidere, at alle muligheder blev undersøgt af det norske politi, og at alle teorier – herunder forsikringsbedrageri – var ”gode nok” til at blive undersøgt. Der blev i forbindelse med efterforskningen anlagt en ”værste-falds-teori”, hvorfor det blev holdt åbent, hvem der var ejer af skibet for ikke at udelukke nogen mulig forklaring på branden. Af samme grund blev tippet om, at den danske passager kunne være gerningsmanden lagt til side og undersøgt som sidste mulighed.”