Besvarelse af spørgsmål nr. 16 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del).

 

Spørgsmål:

 

”Ministeren bedes oplyse, hvor mange personer som er blevet anholdt i forbindelse med fodboldkampe i de seneste 5 år, herunder hvor mange der er blevet anholdt af præventive grunde.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet udtalelser fra Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Politimesteren i Århus, Politimesteren i Odense og Politimesteren i Aalborg.

 

Rigspolitichefen har i den forbindelse oplyst, at der i politiets registre ikke foretages en særskilt registrering af anholdelser i forbindelse med fodboldkampe. I politiets registre bliver anholdelser således registreret som relateret til den sigtelse - f.eks. for vold – som har dannet grundlag for anholdelsen. Rigspolitiet er derfor ikke i stand til at oplyse, hvor mange anholdelser der er blevet foretaget i forbindelse med fodboldkampe.

 

Politidirektøren i København har oplyst, at Københavns Politi har udarbejdet en særskilt statistik over antallet af anholdte i forbindelse med afviklingen af såkaldte højrisikokampe. Denne statistik vedlægges. Århus, Odense og Aalborg Politi har ikke udarbejdet tilsvarende statistikker.

 

Det fremgår endvidere af udtalelserne, at der i de nævnte fire politikredse i to tilfælde har været foretaget frihedsberøvelse af et større antal personer i medfør af politilovens § 5, stk. 3, i forbindelse med fodboldkampe.

 

Politimesteren i Aalborg har således oplyst, at Aalborg Politi den 12. september 2004 frihedsberøvede i alt 54 personer forud for afviklingen af en superliga-kamp mellem AaB og Brøndby. Fem af de frihedsberøvede personer indbragte efterfølgende lovligheden af frihedsberøvelsen for domstolene, og dette spørgsmål blev behandlet af Københavns Byret, der ved dom af 13. september 2005 godkendte de foretagne frihedsberøvelser.

 

Endvidere har Politidirektøren i København oplyst, at Københavns Politi den 1. oktober 2006 frihedsberøvede 46 personer for at undgå et forventet slagsmål mellem fodboldtilhængere i forbindelse med afviklingen af en fodboldkamp mellem Brøndby og FCK.