Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 157, som Folketingets Retsudvalg (Alm. del) har stillet til justitsministeren den 18. januar 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lene Volke Roesen

 


Spørgsmål nr. 157 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Kan ministeren oplyse, om der i forbindelse med behandlingen af Scandinavian Star sagen har været kontakt til Bahamas Skibsregister i London, og er der indhentet oplysning om tidsfrister for, hvor længe registret i april 1990 havde til at fortage en ejerregistrering, og hvad der eventuelt blev svaret på en sådan henvendelse?

 

Der henvises til, at registret har oplyst, at der i marts og april 1990 ikke var ventetid på foretagelse af til - eller omregistreringer af skibets ejerforhold. Som regel blev dette foretaget samme dag, som man modtog anmodningen fra dem, der ønskede registrering. Derfor er det uforståeligt, at Rigsadvokaten og Justitsministeriet i sine afgørelser har lagt vægt på, at det var naturligt, at man skulle vente på en tinglysning i mere end 5 måneder fra den påståede handel blev indgået i marts 1990 og frem til 30. august 1990.”

 

Svar:

 

For så vidt angår en nærmere redegørelse for betydningen af registreringen i Bahamas Skibsregister kan der henvises til Justitsministeriets notat af 13. juli 2006 om ministeriets behandling og vurdering af anmodningerne om genoptagelse af efterforskningen af branden på Scandinavian Star, jf. pkt. 6.3. i notatet.

 

Opmærksomheden henledes navnlig på notatets pkt. 6.3.6. og 6.3.8., hvoraf det bl.a. fremgår, at Justitsministeriet ikke - som det antages i spørgsmålet – ved sin afgørelse har lagt vægt på, at registreringen i Bahamas Skibsregister var under ekspedition i flere måneder. I pkt. 6.3.8. anføres således bl.a. følgende:

 

”Justitsministeriet finder anledning til særligt at fremhæve, at det for så vidt angår spørgsmålet om registrering i Bahamas Skibsregister under hele sa­gens behandling har været klart, at der ikke på brandtidspunktet var sket en registrering af det ændrede ejerforhold i registeret.

 

Det fremgår således af sagen, at registreringen af ejerskiftet fra SeaEscape Cruises Ltd. til K/S Scandinavian Star først fandt sted den 30. august 1990.

 

Justitsministeriet er således enig med Rigsadvokaten i, at oplysninger fra skibsregisteret ikke indebærer, at ejerskiftet i forholdet mellem køber og sælger først fandt sted denne dato. De af Mike Axdal fremlagte oplysninger fra en medarbejder ved skibsregisteret bekræfter, at den ”bill of sale”, der ligger til grund for salget, kan være udarbejdet flere måneder før registreringen, og at registerbogen alene viser tidspunktet for, hvornår registeret har fået salgsdokumentet præsenteret (eller indført i registerbogen). Justitsministeriet er ligeledes enig med Rigsadvokaten i, at registreringen i skibsregisteret ikke er afgørende for forholdet mellem køber og sælger.”