Besvarelse af spørgsmål nr. 147 af 16. januar 2007 fra Folketingets Retsudvalg.
Spørgsmål:
         â€Giver sagen, jf. forrige spørgsmÃ¥l, ministeren anledning til at overveje yderligere initiativer vedrørende indsmugling af mobiltelefoner i fængslerne end dem, som fremgÃ¥r af ministerens svar pÃ¥ spm. 569, 2005-2006, (vedlagt) i forhold til isolationsfængslede?â€
Svar:
Det fremgår af Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 569 af 27. september 2006 fra Folketingets Retsudvalg, at en arbejdsgruppe under Direktoratet for Kriminalforsorgen i en indstilling fra 2006 vedrørende sikkerhed i kriminalforsorgens institutioner har anbefalet at kriminalisere indsattes besiddelse af kommunikationsudstyr, herunder mobiltelefoner.
Jeg har i anledning af arbejdsgruppens anbefaling besluttet at fremsætte lovforslag om en kriminalisering på området. Et udkast til lovforslaget er sendt i høring i midten af februar 2007, og jeg forventer at kunne fremsætte lovforslaget for Folketinget i marts 2007.
Lovforslaget vil bl.a. indebære, at straffelovens § 124 ændres, således at det i fremtiden bliver muligt at straffe en person, som er anholdt eller fængslet i et arresthus eller lukket fængsel, og som uretmæssigt besidder f.eks. en mobiltelefon. Desuden vil lovforslaget indebære, at det bliver strafbart for besøgende mv. uretmæssigt at medtage en mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr i et arresthus eller lukket fængsel.