Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 133 af 5. januar 2007 fra Folketingets Retsudvalg.

 

Spørgsmål:

 

          ”Ministeren bedes med henvisning til ministerens svar på REU 2005-06, alm. del – spm. 550-552 (vedlagt) redegøre for status for ministerens overvejelser om behovet for nye initiativer vedrørende ansvar for trafikskader forvoldt af større husdyr.”

 

Svar:

 

Som det fremgår af de besvarelser, der er vedlagt spørgsmålet, har jeg tidligere over for Retsudvalget redegjort for de erstatnings- og forsikringsretlige regler, der gælder i forhold til trafikskader forvoldt af større dyr.

 

Som det også fremgår, er det min opfattelse, at en fravigelse af de almindelige ulovbestemte erstatningsregler, der gælder på området, må kræve, at der er et væsentligt behov herfor navnlig under hensyn til skadesrisikoen på det pågældende område.

 

Justitsministeriet har ikke umiddelbart kunnet få bekræftet, om trafikskader forvoldt af større husdyr udgør et stort problem, eller om antallet af sager på området er stigende. Med henblik på så vidt muligt at få afklaret dette, anmodede jeg i efteråret 2006 Forsikring & Pension, FDM, Transport- og Energiministeriet samt Rigspolitiet om at være behjælpelig med oplysninger om antallet af sådanne uheld i de seneste 5 år, herunder om der er en stigende tendens, og om skadernes økonomiske omfang. Jeg har derudover anmodet Rigspolitiet om at følge området indtil udgangen af 1. halvår 2007.

 

Når ovennævnte oplysninger foreligger, vil jeg som tidligere tilkendegivet efter drøftelse med berørte organisationer og myndigheder overveje, om der er behov for nye initiativer på området. Jeg vil orientere Retsudvalget om udfaldet af overvejelserne.