Folketingets Retsudvalg  

 

 

 

 

 

 

Dato: 12. januar 2007

                                


Folketingets Retsudvalg har i skrivelse af 7. december 2006 (ad  REU alm. del) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 115:

”Kommissionens grønbog om lovvalgsregler i sager vedr. formueforholdet mellem ægtefæller:

 

Det fremgår af grønbogen, at man ikke på nuværende tidspunkt påtænker at foretage en harmonisering af reglerne om materiel ret, og at grønbogen behandler spørgsmålet om lovkonfliktregler.

 

Hvordan tolker ministeren dette for så vidt angår harmonisering af reglerne om materiel ret?”

 

Svar:

Efter artikel 65, jf. artikel 67, i EF-traktaten kan der gennemføres foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål – herunder familieretlige spørgsmål – i det omfang, de er nødvendige for det indre markeds funktion. Dette omfatter bl.a. regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser, lovvalgsregler, regler om international kompetence samt fjernelse af hindringer for, at civile retssager forløber tilfredsstillende, om nødvendigt ved fremme af foreneligheden mellem medlemsstaternes civile retsplejeregler.

 

EF-traktaten lægger således op til harmonisering af de processuelle regler om behandlingen af civilretlige og familieretlige sager med grænseoverskridende elementer, herunder harmonisering af reglerne om lovvalg og international kompetence. Det kan dog også komme på tale at harmonisere materielle regler.

 

Fremsættes der som opfølgning på grønbogen om lovkonfliktregler i sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, herunder spørgsmålet om retlig kompetence og gensidig anerkendelse (KOM(2006) 400), forslag om harmonisering af den materielle regulering af ægtefællers formueforhold, vil jeg nøje overveje, om dette er nødvendigt for at fremme behandlingen af sager på dette område.

 

 

 

Carina Christensen

                                                                                                   /Charlotte Meibom