Endelig besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 114 af 7. december 2006 fra Folketingets Retsudvalg (alm. del).

 

Spørgsmål:

 

          ”Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel fra Ekstra Bladet den 5. december 2006: Kriminalen - her trives magteløsheden: Samfundets skraldespand, herunder redegøre for, hvordan ministeren vil sikre, at psykisk syge kriminelle ikke i fremtiden bliver anbragt i fængsler, men på egnede institutioner.”

 

Svar:

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har i anledning af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Københavns Fængsler, og direktoratet har på den baggrund oplyst, at:

 

”[d]et fremgår af udtalelsen, at Københavns Fængsler ikke mener, at artiklen i Ekstra Bladet giver et korrekt billede af forholdene på Vestre Hospital.

 

Københavns Fængsler har oplyst, at der på Vestre Hospital, som er kriminalforsorgens landsdækkende sygeafdeling under Københavns Fængsler, dagligt er adgang til erfaren læge og sygeplejerske. Det uniformerede fængselspersonale på Vestre Hospital vurderes typisk at have stor erfaring i at omgås psykisk svage indsatte. Der er desuden tilknyttet psykiatrisk speciallægekonsulent i mindre omfang.

 

Københavns Fængsler har endvidere oplyst, at mange indsatte på Vestre Hospital, uden at være aktivt sindssyge, er meget psykisk skrøbelige og kræver særlige rammer og omsorg ud over dem, der normalt kan tilbydes i danske fængsler og arresthuse. Fængslets ledelse og den administrerende overlæge på Vestre Hospital finder dog, at fængslet under de givne forhold lever op til minimumskravene for behandlingen af disse indsatte.

 

Københavns Fængsler har desuden oplyst, at der fra tid til anden sidder indsatte, som uden tvivl ikke burde befinde sig i kriminalforsorgens institutioner, fordi de er aktivt sindssyge. Det er typisk varetægtsarrestanter, der under opholdet findes sindssyge, og forsøges indlagt på psykiatrisk hospital. Det kan også være indsatte, som dømmes til behandling på psykiatrisk hospital, eller hvor retten har bestemt, at varetægtsfængsling skal ske på psykiatrisk hospital, men hvor der er ventetid til en sådan plads. Indlæggelse/overførsel til psykiatrisk hospital søges imidlertid altid effektueret så hurtigt som praktisk muligt og også inden for et helsemæssigt forsvarligt tidsrum. Der er dog løbende eksempler på, at sindssyge indsatte må vente mere end syv dage og i visse tilfælde meget længere, før indlæggelse/overførsel sker. Nogle gange skyldes dette almindelig pladsmangel, men ikke så sjældent er problemet, at der ikke er plads på en tilstrækkeligt flugtsikker psykiatrisk afdeling, og/eller at den pågældende af de psykiatriske afdelinger vurderes betydelig personfarlig.

 

Københavns Fængsler har herudover anført, at det er Københavns Fængslers helsepersonales iagttagelse, at presset på de psykiatriske sengepladser, herunder de sikre pladser, ikke har ændret sig væsentligt i positiv retning de seneste år. Dette forlænger i visse tilfælde ventetiden i fængslet. Desuden er det helsepersonalets vurdering, at indlagte under tiden udskrives fra psykiatrisk afdeling til fængslet så snart som muligt ud fra en helsemæssig minimumsbetragtning på grund af kapacitetsmangel, hvor et længere stabiliserende ophold i psykiatrisk regi kunne have været ønskeligt.

 

Artiklen i Ekstra Bladet giver indtryk af, at indsatte på Vestre Hospital ofte anbringes i sikringscelle, og Københavns Fængsler har hertil anført, at der i 2. og 3. kvartal 2006 alene var i alt 5 sikringscelleanbringelser af indsatte fra Vestre Hospital, hvoraf 2 skete med fiksering og 3 uden. Til sammenligning kan det oplyses, at der i alt var 43 sikringscelleanbringelser fra hele fængslet i samme periode.

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at det følger af De Europæiske Fængselsregler, at personer, der lider af en psykisk sygdom, og hvis psykiske helbred er uforeneligt med anbringelse i fængsel, bør anbringes i en passende psykiatrisk institution. Kriminalforsorgens institutioner søger da også i sådanne situationer at få den pågældende person overført til en psykiatrisk afdeling snarest muligt.

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har videre oplyst, at man til stadighed er opmærksom på, om der generelt er ventetider eller problemer i øvrigt, som giver anledning til initiativer over for sundhedsmyndighederne.

 

Som det fremgår af opfølgningen af 2. juni 2006 på besvarelsen af 3. februar 2006 af spørgsmål nr. 143 fra Folketingets Retsudvalg, aftalte kriminalforsorgen og Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S) i marts 2006 at holde møder jævnligt med henblik på at udveksle gensidig orientering om overførsler mellem kriminalforsorgens institutioner og de psykiatriske afdelinger under H:S samt drøfte de problemstillinger, der gør sig gældende i samarbejdet mellem kriminalforsorgen og H:S. Møderne afholdes ca. hvert halve år. 

 

For at belyse problemets omfang igangsatte Direktoratet for Kriminalforsorgen primo 2006 en procedure, hvor der løbende indhentes oplysninger om ventetider for overførsel af psykotiske indsatte fra fængsler og arresthuse til det psykiatriske system. På baggrund af de indberettede oplysninger er det Direktoratet for Kriminalforsorgens opfattelse, at problemet med ventetider for overførsel til de psykiatriske afdelinger primært er et problem i Københavnsområdet. Der har i løbet af 2006 været arbejdet på at forbedre datakvaliteten af det indhentede materiale, og det forventes, at der til brug for næste møde med Region Hovedstaden (hidtidige H:S), som afholdes i marts 2007, foreligger et gennemarbejdet og velunderbygget datamateriale. 

 

Det er et stort problem, hvis psykotiske indsatte ikke tilstrækkeligt hurtigt overføres til det psykiatriske system, hvor de kan modtage den rette behandling. Hvis de data, der løbende indhentes fra fængsler og arresthuse, underbygger Københavns Fængslers opfattelse af, at der fortsat er alvorlige problemer på området med deraf følgende uacceptable ventetider, vil direktoratet drøfte spørgsmålet med Region Hovedstaden på mødet i marts 2007 med henblik på, at der tages skridt til, at der bliver fulgt op på problemet.”

 

Justitsministeriet har herudover til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der har oplyst, at ministeriet

 

”[…] har anmodet H:S direktionen om et bidrag til besvarelsen af spørgsmålet.

 

H:S Direktionen anfører, at de psykiatriske afdelinger i H:S oplyser, at de ikke i 2006 har afvist at modtage psykisk syge fængslede personer på grund af pladsmangel, og at psykisk syge fanger altid modtages, også selvom det medfører overbelægning. Det anføres, at der imidlertid i et enkelt tilfælde på en af de psykiatriske afdelinger er forekommet kort ventetid.

 

H:S Direktionen anfører afslutningsvis, at det er en problemstilling, der er opmærksomhed omkring, og som vil indgå i arbejdet med planlægning af psykiatrien i den nye Region Hovedstaden.

 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig det af H:S Direktionen anførte og kan i øvrigt oplyse, at en styrkelse af retspsykiatrien med henblik på at forebygge kriminalitet og modvirke tilbagefald hos psykisk syge med en behandlingsdom, netop er et af de prioriterede områder i satspuljeaftalen 2007-2010. Der er derfor afsat en pulje på 120 mio. kr. bl.a. med det formål at optimere kapaciteten med henblik på at undgå ventetid.”

 

Som det fremgår af udtalelsen fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, er direktoratet til stadighed opmærksom på, om der opstår problemer med overførsel mellem kriminalforsorgens institutioner og psykiatriske hospitalsafdelinger. I den forbindelse er det i direktoratets udtalelse bl.a. anført, at forholdene i Københavnsområdet løbende drøftes på møder mellem direktoratet og Region Hovedstaden.

 

Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at der på nuværende tidspunkt er taget tilfredsstillende initiativer for at sikre, at psykisk syge indsatte i kriminalforsorgens institutioner kan overføres til det psykiatriske behandlingssystem, når der er behov for det.