Politisk-Økonomiske Udvalg

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 35 om fremsendelse af Videnskabsministerens talepapir fra samrådet den 22. februar 2007 om samrådsspørgsmål E (IT-tilgængelighed i Danmark)

 

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 


 

Spørgsmål nr. 35 om fremsendelse af Videnskabsministerens talepapir fra samrådet den 22. februar 2007 om samrådsspørgsmål E (IT-tilgængelighed i Danmark).

 

 

 

Spørgsmål 35

 

Ministeren bedes tilsende udvalget sit talepapir fra samrådet den 22. februar 2007 om samrådsspørgsmål E (IT-tilgængelighed i Danmark).

 

Svar

 

Nedenfor er gengivet talepapiret fra samrådet den 22. februar 2007:

 

Arrangement:             Samråd i Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg

Hvornår:                    Den 22. februar 2007

                                 Kl. 13:30                  

 

I samrådet ønskes følgende spørgsmål drøftet:

 

”Ministeren bedes kommentere rapporten ’Kortlægning af it-tilgængeligheden i Danmark’ og redegøre for, hvor hurtigt og hvordan regeringen vil sikre implementeringen af Folketingets beretning nr. B 40 af 2. marts 2006 (folketingsåret 2005-2006), så der sikres fuld tilgængelighed på alle offentlige hjemmesider, herunder give et skøn over de samlede omkostninger forbundet hermed.”

 

Jeg vil gerne kommentere rapporten ’Kortlægning af it-tilgængeligheden i Danmark’ ved at gøre rede for, hvordan der sikres tilgængelighed på alle offentlige hjemmesider.

 

Kortlægningen af it-tilgængelighed i Danmark viser overordnet, at ingen af de undersøgte netsteder overholder de internationale retningslinjer for tilgængelighed.

 

De testede it-baserede arbejdsværktøjer lever simpelt hen ikke op til de stillede krav.

 

Indkøbere, leverandører og konsulenter forventer generelt, at indkøb af tilgængelige it-løsninger vil medføre meromkostninger på mellem 0 og 30 procent alt efter, hvilket produkt der vælges.

 

Resultaterne er slet ikke tilfredsstillende.

 

Derfor har jeg fremlagt fem tiltag, der skal styrke indsatsen i forhold til it-tilgængelighed i Danmark.

 

Vi skal styrke incitamentet til at lave tilgængelige løsninger.

 

Derfor har jeg indstillet, at tilgængelighed indgår som en obligatorisk åben standard med virkning fra og med den 1. januar 2008.

 

Det er helt i overensstemmelse med det i juni sidste år vedtagne B103 om anvendelse af åbne standarder i det offentlige.

 

Jeg vil også fra 2008 åbne en hjemmeside, hvor man løbende kan følge med i, om de enkelte offentlige hjemmesider er tilgængelige eller ej.

 

Vi kan samtidig se, at langt over halvdelen af respondenterne i kortlægningen har forsøgt at indtænke tilgængelighed i deres løsninger, men uden helt at nå i mål.

 

Det er et skridt i den rigtige retning, men det er ikke godt nok.

 

Derfor skal information og kompetencer styrkes.

 

Jeg har derfor igangsat et projekt, der skal give bedre vejledning og fortolkning af de retningslinier for tilgængelighed, som Danmark anbefaler, på lige fod med EU.

 

Projektet forventes afsluttet i år.

 

I forhold til it-baserede arbejdsværktøjer mangler der nogle fælles europæiske standarder.

 

Derfor støtter jeg det arbejde, der pågår i EU inden for området.

 

Danmark er for lille et marked til at gå enegang.

 

Men ved hjælp af fælles, åbne standarder og retningslinjer, kan vi sikre den lige adgang for alle.

 

Sideløbende, for at få det bedste ud af situationen nu og her, vil jeg tage kontakt til mine ministerkolleger.

 

Vi skal sammen finde ud af, hvordan vi i praksis kan fremme tilgængeligheden af de værktøjer, der bliver benyttet i det daglige arbejde.

 

Jeg forventer på den baggrund, at tilgængeligheden på de danske, offentlige hjemmesider vil være markant forbedret i løbet af 2008.

 

Jeg kan afslutningsvist nævne, at IT- og Telestyrelsen skønner, at omkostningerne ved at etablere tilgængelige hjemmesider udgør 10 mio. kr. årligt.

 

Heraf udgør kommunernes andel 4 mio. kr. årligt.

 

De forventede effektivitetsgevinster ved større tilgængelighed er imidlertid ikke modregnet i de nævnte estimater.

 

Det er IT- og Telestyrelsens vurdering, at effektivitetsgevinsterne omtrentligt neutraliserer udgifterne til implementering af tilgængelige løsninger.