STATSMINISTERIET

                                                                                                        Dato:  26. januar 2007

 

 

Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på spørgsmål nr. 29 (alm. del) stillet af Det Politisk Økonomiske Udvalg den 16. januar 2007.

 

 

 

Spørgsmål:

 

»Statsministeriet bedes fremsende en samlet opgørelse over samtlige afholdte arrangementer på Havreholm som Statsministeriet direkte eller indirekte har afholdt eller været involveret i, herunder med angivelse af tidspunktet for afholdelse, de samlede udgifter forbundet med det enkelte arrangement, hvem der har betalt arrangementet, hvem der har udsendt invitationer, præcis angivelse af hvilke personer, der har deltaget samt formålet med arrangementet. Opgørelsen bedes dække perioden fra december 2001 til og med december 2006.«.

 

 

Svar:

 

Statsministeriet har udarbejdet vedlagte oversigt over arrangementer på Havreholm Slot i perioden december 2001 – december 2006, som helt eller delvist er blevet betalt af ministeriet. Oversigten indeholder oplysninger om tidspunktet for de enkelte arrangementers afholdelse, arrangementets art, deltagerantal samt størrelsen af det fakturabeløb (omfattende udgifter til ophold, forplejning, mødefaciliteter m.v.), som er betalt til Havreholm Slot. Det fremgår ligeledes af oversigten, at ved visse typer arrangementer er udgiften fordelt mellem flere ministerier

 

Statsministeriet kan supplerende oplyse følgende:

 

I regeringsseminarer deltager som udgangspunkt samtlige ministre og enkelte embedsmænd. Invitationer udsendes af Statsministeriets ministersekretariat.

 

I Globaliseringsrådets møder på Havreholm Slot deltog som udgangspunkt de faste medlemmer af Globaliseringsrådet, hvortil kom i alt 48 internationale og danske eksperter samt 110 organisationsfolk og andre inviterede. En detaljeret deltagerliste for de enkelte møder kan læses på Globaliseringsrådets hjemmeside (www.globalisering.dk).  Invitationer til Globaliseringsrådsmøder udsendes af rådets sekretariat.

 

I departementschefskonferencer deltager som udgangspunkt samtlige departementschefer, Udenrigsministeriets direktør og en sekretær. Invitationer udsendes af Statsministeriet.

 

Det bemærkes, at det i oversigten anførte deltagerantal skal tages med det forbehold, at det faktiske deltagerantal kan have afveget fra det fakturerede som følge af afbud i sidste øjeblik.

 

Endvidere bemærkes, at ministrenes tilstedeværelse i forbindelse med regeringsseminarer og møder i Globaliseringsrådet ofte benyttes til afholdelse af møder i ministerudvalg og andre møder med ministre m.fl. Udgifter til sådan parallel mødeaktivitet afholdes af Statsministeriet og er indeholdt i det samlede fakturabeløb fra Havreholm Slot, som er anført i oversigten.

 

Endelig bemærkes, at det ikke under iagttagelse af fristen for besvarelsen af spørgsmålet har været muligt at opgøre samtlige udgifter forbundet med de pågældende arrangementer. Således vil identifikation af eksempelvis udgifter til telekommunikation, pressemøder, eksterne oplægsholdere, underholdning, rejse- og transportudgifter forudsætte en gennemgang af et omfattende bilagsmateriale.