STATSMINISTERIET

                                                                                                        Dato:  16. januar 2007

 

 

Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på spørgsmål nr. 23 og 24 (alm. del) stillet af Det Politisk-Økonomiske Udvalg.

 

 

 

Spørgsmål 23:

 

»Statsministeren oplyste under samrådet den 9. november 2006, at Statsministeriet har iværksat en mere generel analyse af de eksisterende sags- og arbejdsgange. Statsministeren bedes redegøre for opdraget, planlægningen og udførelsen af denne analyse, og herunder redegøre for i hvilket omfang Rigsrevisionen, Finansministeriet eller andre eksterne parter er involveret i udarbejdelsen af denne analyse.«

 

 

Svar:

 

Som oplyst under samrådet den 9. november 2006 er der iværksat en analyse af de eksisterende sags- og arbejdsgange i Statsministeriet. Formålet med analysen er generelt at klarlægge de interne procedurer og forretningsgange på administrationsområdet i Statsministeriet og undersøge, om de er dækkende og hensigtsmæssige.

 

Analysen har til formål at kortlægge og analysere de nuværende sags- og arbejdsgange, organiseringen af det daglige arbejde i Administrationsafdelingen, herunder også kommunikations- og kommandoveje, samt fordelingen af ressourcerne i forhold til opgaver og opgaveløsning

 

Analysen skal vurdere, hvorvidt det – f.eks. ved omorganisering og/eller fastlæggelse af nye og mere smidige procedurer – vil være muligt at frigøre ressourcer.

 

I analysen skal også indgå en mere principiel overvejelse af, om de nuværende driftsopgaver fortsat skal løses i Administrationsafdelingen, eller om dele eller hovedparten af dem kan varetages eksternt, f.eks. af et koncernfællesskab.

 

Analysearbejdet forudses afsluttet ved udgangen af 1. kvartal 2007.

 

Analysen gennemføres som et internt projekt i Statsministeriet med inddragelse af ekspertise fra Finansministeriets departement og Økonomistyrelsen. Rigsrevisionen er mundtligt orienteret om iværksættelsen af analysen.

 

 

Spørgsmål 24:

 

»Mener statsministeren ikke, at Venstres Landsorganisation, som statsministeren er formand for, burde have opdaget, at man i 9 konkrete tilfælde i perioden 2002-2005 ikke havde modtaget regning for arrangementer afholdt på Marienborg?«

 

 

Svar:

 

Statsministeriets administration skal sikre, at udgifter vedrørende anvendelsen af Marienborg, som ikke skal afholdes af ministeriet, opkræves hos rette vedkommende. Hverken Udenrigsministeriet eller Venstres Landsorganisation bør lastes for, at Statsministeriets administration ikke har fungeret optimalt, jfr. også min besvarelse af samrådsspørgsmål A-C den 9. november 2006.