Dato:

5. februar 2007

Kontor:

Lovkontoret

J.nr.:

2006/4013-39

Sagsbeh.:

SAM

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 18 stillet af Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 17. november 2006 (alm. del).

 

Spørgsmål:

 

”Vil ministeren redegøre for om Integrationsministeriets udtalelse til brug for besvarelsen af PØU spørgsmål 2 vedrørende punkt 22 og 23 i FN’s Kvindekomites konklusioner vedrørende Danmark, hvoraf det fremgår, at ”I modsætning til almindelige ud – og afvisningssager, hvor udrejsefristen normalt fastsættes til straks, fastsættes udrejsefristen i sådanne sager efter anmodning normalt til 30 dage”, betyder, at refleksionsperioden på 30 dage ikke automatisk træder i kraft, men kun ”aktiveres”, såfremt de berørte, handlede kvinder anmoder herom?”.

 

Svar:

 

Udrejsefristen i administrative sager om ud – og afvisning af udlændinge fastsættes af Udlændingeservice normalt til at være straks.

 

Som led i regeringens indsats for at bekæmpe menneskehandel ændrede Integrationsministeriet i juni 2006 praksis for fastsættelse af udrejsefristen i administrative sager om ud – og afvisning af udlændinge, der skønnes at være ofre for menneskehandel. Efter denne praksisændring kan ofre for menneskehandel efter anmodning normalt få en udrejsefrist på 30 dage med mulighed for yderligere forlængelse af udrejsefristen efter anmodning.

 

Da Udlændingeservice ikke på forhånd ved, om den pågældende ud – eller afvisningssag vedrører et offer for menneskehandel, forudsætter fastsættelse af en forlænget udrejsefrist en anmodning fra den pågældende udlænding.

 

Jeg kan i øvrigt oplyse, at der som led i regeringens nye handlingsplan til bekæmpelse af ofre for menneskehandel, der gælder for perioden 2007 – 2010, vil blive givet mulighed for, at ofre for menneskehandel, der tager imod et tilbud om forberedt hjemsendelse og aktivt medvirker til denne hjemsendelse, tilbydes en udvidet refleksionsperiode på op til 100 dage.