Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 9 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 24/102006 fra IHPA vedr. miljøproblemer som følge af oplagring af forældede pesticider i Central- og Østeuropa, jf. MPU alm. del - bilag 46.
Svar
IHPA, eller International HCH & Pesticides Association, er et uafhængig og apolitisk netværk af individer, som arbejder for øget opmærksomhed omkring miljø- og sundhedsproblemerne relateret til produktion, anvendelse og affaldslagre af HCH (hexachlorcyclohexan) og andre pesticider. Deres arbejde er fokuseret omkring Central- og Østeuropa, Kaukasus og Centralasien.
IHPA, ved direktøren John Vijgen, bosat i Danmark, ønsker foretræde for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. Formålet er at opnå politisk støtte til indsatsen mod affaldslagre af pesticider i Central- og Østeuropa, og opbakning til, at deres udstilling om sådanne affaldslagre kan komme til Danmark.
Miljøministeriet kender blandt andet IHPA fra et arbejde omkring en rapport fra 2003 om mulige destruktionsteknologier for persistente organiske forureningsstoffer (POP’er). I forbindelse med arbejdet blev der bidraget til en IHPA konference i Kiev, Ukraine.
I lyset af optagelsen af en række Østeuropæiske lande i EU, samt en intensiveret EU-indsats i de nye nabostater, har Danmark indstillet sin bilaterale støtte. De østeuropæiske lande, som er medlem af EU, er ifølge direktiv 75/442 (Affaldsrammedirektivet) forpligtet til generelt at sikre, at pesticidaffald bortskaffes uden at menneskers sundhed og miljøet skades, og skal træffe de fornødne foranstaltninger for at forbyde ukontrolleret bortskaffelse af affaldet. Der gælder desuden særlig restriktive regler for POP’er ifølge regulering 850/2004, som implementerer Stockholmkonventionen om persistente organiske forureningsstoffer.
Forældede pesticider er stadigvæk et problem i Central- og Østeuropa, og der er tidligere meddelt støtte til et projekt under naboskabsprogrammet for Østeuropa vedrørende indsamling og oplagring af mere end 750 tons forældede pesticider i Nordvestrusland. Fremtidig støtte til denne type aktiviteter forudsættes fra dansk side at blive finansieret af EU’s støtteprogrammer, både for så vidt angår de nye medlemslande som de tidligere sovjetrepublikker.
IHPA angiver, at de med hjælp fra en række medlemmer af EU Parlamentet arbejder for at påvirke EU, og har bidraget med teknisk ekspertise til en række EU-finansierede projekter. Det er meget hensigtsmæssigt, også i forhold til at fremme overholdelsen af den gældende EU-lovgivning i de Central- og Østeuropæiske EU-lande.
Det fremgår, at det er meningen, at den omtalte udstilling foruden i Bruxelles også skal vises i alle andre Europæiske lande. Behovet må antages at være størst i de Central- og Østeuropæiske lande, som oplever problemerne, og hvor der er behov for at sætte fokus på dem. Her kan udstillingen bidrage til en mobilisering af civilsamfund såvel som myndigheder.
Der er som nævnt ikke mulighed for, at der fra dansk side kan ydes yderligere støtte til IHPA under naboskabsprogrammet for Østeuropa.