J.nr. 401-00431

 

 

  

Den 26. oktober 2006

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 5 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

Spørgsmål      

Ministeren bedes kommenter rapporten af 26/9-06 vedr. regulering af fosfor i landbruget udarbejdet af Vejle Amt, jf. MPU alm. del – bilag 33.     

 

Svar

Miljøministeriet modtog 2. oktober en rapport fra Vejle Amt om beskyttelses­niveauet for fosfor i de nuværende amter sammenlignet med lovforslaget om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug. Hovedkonklusionen i rapporten er, at det beskyttelsesniveau for fosfor, som fremgår af den politiske aftale fra 22. juni 2006, omfatter betydeligt færre arealer end den nuværende praksis i amterne, samt at niveauet generelt er lavere end det amterne har anlagt.

 

Som det fremgår af den politiske aftale af 22. juni om ny miljøregulering af husdyrbruget er det tilsigtet, at indsatsen overfor fosfor i større omfang skal målrettes risikoarealerne. Rapporten fra Vejle Amt medgiver, at der er fagligt belæg for at anvende en sådan skelnen mellem risikoarealer og ikke-risikoarealer.

 

Miljøministeriet vurderer, at rapporten ved sammenligningen mellem amternes nuværende praksis og beskyttelsesniveauet i den politiske aftale har undervurderet miljøeffekten af den politiske aftale. Blandt andet er omfanget af arealet, der omfattes af aftalen, betydeligt større end angivet og rapporten medregner ikke den indirekte effekt, som beskyttelsesniveauet for nitrat har på beskyttelsesniveauet for fosfor. Endvidere tager rapporten ikke hensyn til, at der i en del amter har været forskel mellem de faglige retningslinier og den konkrete praksis, som kommer til udtryk i amternes VVM-afgø­rel­ser, samt det forhold, at amternes VVM-afgørelser ikke kan håndhæves i praksis.

 

I forhold til den politiske aftale fra 22. juni 2006 og lovforslaget som var i hø­ring i juli og august, er der på baggrund af høringssvarene foretaget en fag­ligt velbegrundet udvidelse af definitionen af risikoarealer, således at denne i fremsættelsesudgaven også omfatter detail-afvandede lavbundsjorde. Med denne udvidelse af beskyttede jordtyper er der skabt en målrettet videre­fø­rel­se af de forskellige amters beskyttelsesniveau på fosforområdet med en miljøeffekt der vil være fuldt ud på højde hermed.

 

Jeg skal endvidere henvise til min besvarelse af spørgsmål S 266 stillet af Per Clausen den 17. oktober 2006.