J.nr. MST-600-00004

 

 

  

Den 1. december 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 48 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 48

Ministeren bedes oplyse, om der vurderes at være sundhedsmæssige risici forbundet med at udskyde implementeringen af EU-reglerne om forbud mod ftalater i legetøj til børn over tre år og op til 14 år i 3 måneder?

 

Svar

Der er ikke nogen øget sundhedsrisiko for forbrugerne – her børnene – ved at udskyde salgsforbuddet i 3 måneder.

 

Risikoen for børn i forhold til ftalater i legetøj er afhængig af deres alder, vægt og adfærd, idet risikoen opstår, når børn sutter på legetøjet. Jo større barnet er, jo længere tid skal barnet have legetøjet i munden før indtagelsen overskrider den tolerable daglige indtagelse.

 

I EU´s risikovurdering, er der vist en risiko for ftalaten DEHP, hvis børn under 3 år sutter på plastlegetøjet i 3 timer om dagen hver dag hele året. Selvom der ikke er vist en risiko for større børn, har man valgt at forbyde de 3 ftalater, som er skadelige for fostre og forplantningsevnen i alt legetøj til børn op til 14 år, fordi der er alternativer, og man ønsker at minimere udsættelsen for den type stoffer.

 

De hormonforstyrrende ftalater DEHP, DBP og BBP anvendes dog normalt ikke i legetøj, men det kan ikke afvises, at de findes i mindre mængder i nogle produkter til større børn uden forhandlernes kendskab.

 

Den ftalat, der primært anvendes i legetøj, er DINP. DINP er ikke klassificeret som farlig, og EU´s risikovurdering viser ingen risiko for sundhedseffekter ved, at børn under 3 år sutter på blødt PVC-legetøj med DINP i 3 timer om dagen hver dag. Der er dog fundet leverskader i et dyreforsøg, hvor der er uenighed om fortolkning af data.

 

EU har på grund af den videnskabelige uenighed omkring fortolkningen af disse data besluttet for en sikkerheds skyld at regulere DINP i legetøj og småbørnsartikler, der kan komme i munden.

 

Da udskydelsen af salgsforbuddet kun vedrører legetøj til større børn, er der ingen øget risiko. Større børn kommer ikke deres legetøj i munden i samme grad som børn under 3 år.

 

Som eksempel kan nævnes, at et barn der vejer 17 kg (cirka 4 år) skal sutte på en dukke, der indeholder 38 % DINP i over 4 timer hver dag hele året før de indtager en mængde svarende til tolerabel daglig indtagelse (TDI). TDI er fastsat som 100 gange lavere end den mængde, som har givet leverskader i dyreforsøg.

 

Hvis mindre børn leger med større børns legetøj, er der dog heller ingen risiko. Små børn kan finde på at sutte på større søskendes legetøj, men det vil være i en meget begrænset periode, som ikke udgør en risiko for de små børn. De mindre børn sutter ikke på de større børns legetøjet 3 timer om dagen hver dag hele året.

 

Det kan dog ikke anbefales, at små børn leger med legetøj, der er beregnet til større børn. Det er ikke på grund af ftalaterne, men fordi legetøj til større børn kan indeholde små dele, som kan sluges.