J.nr. MST707-00004

 

 

  

Den 21.november 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 38 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

 

 

Spørgsmål      

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 19/10-06 fra Susanne og Leif Jensen vedr. olieforurening på villa i Glostrup, jf. MPU alm. del - bilag 75

 

Svar

Som det fremgår af mit brev af 20. maj 2005 til Susanne og Leif Jensen, vedlagt deres henvendelse, mener jeg, at det er en ulykkelig situation familien er endt i og at det er dybt beklageligt, at sagen har trukket ud så længe.

 

Text Box: ./.Det sidste forløb af sagen har bestået i Miljøklagenævnets behandling af Topdanmarks klage over Miljøstyrelsens afgørelse, som krævede udarbejdet et projektforslag for fjernelse af olieforureningen under huset. Miljøklagenævnet ændrede den 13. november 2006 Miljøstyrelsens afgørelse – dog vil afgørelsen i realiteten også medføre, at olieforureningen under huset skal  fjernes. Kopi af denne afgørelse er vedlagt. Ifølge Miljøklagenævnets afgørelse skal projektforslag afleveres til Glostrup Kommune indenfor 3 måneder. Herefter skal kommunen udstede påbud om udførelse af projektet. Dette påbud kan påklages til Miljøklagenævnet. Det fremgår af henvendelsen, at Miljøklagenævnet forventer, at en sådan eventuel klagesag vil kunne behandles relativt hurtigt – dvs. at projektet kan forventes udført forholdsvis kort tid efter at projektforslaget foreligger.

 

Det er ikke korrekt, som familien skriver, at det får opsættende virkning, hvis Topdanmark vælger at gå til domstolene med sagen.

 

Det langtrukne sagsforløb skyldes den begrænsede erfaring, som har foreligget i forbindelse med forureningssager med villaolietanke, hvor der fra 1. marts 2000 blev indført et objektivt grundejeransvar for olietankejere/-brugere, som så samtidig blev forpligtet til at have en forsikring, der dækkede oprensningsomkostningerne. Det har således været et nyt sagsområde for såvel kommunerne som 2. og 3. klageinstans (MIljøstyrelsen og Miljøklagenævnet).

 

 

 

Efter at der nu i disse sager foreligger afgørelser fra alle instanser og fra domstolene er det nemmere for kommunerne at udarbejde påbud, som kan holde ved en efterfølgende klagebehandling. Der er nu også etableret en praksis i disse sager, som Topdanmark og villatankejerne kan forholde sig til.

 

Det skal desuden nævnes, at der efter 1. januar 2007 kun vil være én klageinstans, Miljøklagenævnet.

  

Â