J.nr. MST-501-00052

 

Den 28. september 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 302 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 302

Hvordan forholder ministeren sig til prognosen fra DMU, som forudsiger en yderligere fordobling af træfyring indtil 2030 (NERI Technical Report No. 611 (2007): "Projection of Greenhouse Gas Emissions - 2005 to 2030")?

 

Svar

Den omtalte rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser henviser til en energifremskrivning foretaget af Energistyrelsen d. 5. oktober 2006 specielt til brug for DMU’s undersøgelse.

 

DMU har oplyst, at det samlede træforbrug frem mod 2030 heri forudses at stige fra ca. 45 PJ i 2005 til ca. 94 PJ i 2030 (angivet som træets energiindhold målt i petajoule). Disse tal indeholder dog også træ, der afbrændes i kraftvarmeværker. Ser man udelukkende på husholdningernes træforbrug til opvarmningsformål, forventes forbruget i samme periode at stige fra 23 til 31 PJ, svarende til en stigning på ca. 35 %.

 

Det stigende brændeforbrug udgør naturligvis en udfordring i forhold til at nedbringe luftforureningen fra brændeovne og –kedler. Blandt andet på den baggrund har regeringen sammen med Dansk Folkeparti aftalt en styrket indsats på området i de kommende år, og det er min klare forventning, at regeringens indsats på brændeovnsområdet vil føre til et fald i luftforureningen fra brændeovne, også selvom der sker en betydelig stigning i brændeforbruget.