J.nr. 001-00294

 

Den 30. september 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 285 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 285

"Hvad er ministerens kommentar til tidligere chef for Natur- og Miljøafdelingen i Århus Amt Jytte Heslops udtalelser i Østjyllands Radio den 31. august 2007 om, at regeringen på miljøområdet løber fra sine løfter til amterne i aftalen om strukturreformen, og at staten ”løber fra at lave nogle af de opgaver, som amtet har lavet hidtil?””

 

Svar

Miljøministeriet viderefører varetagelsen af de opgaver, der er overtaget fra amterne i forbindelse med kommunalreformen.

 

Samlingen af opgaver i staten betyder, at indsatsen fokuseres og effektiviseres. Et eksempel er, at Miljøministeriet i forbindelse med samlingen af miljø- og naturovervågningen i staten har gennemført en revision og målretning af den samlede nationale indsats i forhold til de aktuelle behov, særlig de kommende vand- og Natura 2000 planer, som implementerer Vandramme- og habitatdirektiverne, og som skal foreligge i 2009.

 

Natur- og Miljøovervågningen i Danmark er netop behovsstyret. Der sker derfor en løbende vurdering, justering og tilpasning af miljøovervågningsprogrammet. Der vil således på nogle områder være et lavere aktivitetsniveau end tidligere, mens andre områder prioriteres højere. Dette sker som led i at sikre en effektiv og målrettet natur- og miljøovervågning i Danmark.

 

Det bemærkes, at der som led i en styrkelse af miljøcentrene pr.1. oktober 2007 oprettes en ny styrelse, By- og Landskabsstyrelsen, der blandt andet skal varetage den overordnede styring og koordinering af miljøcentrenes arbejde.