J.nr. SNS-101-00783

 

Den 30. september 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 264 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 264

Mener miljøministeren, at en kulturskat som Mårup kirke skal forsvinde, fordi havet fjerner den i løbet af få år?

 

Svar

Jeg kan oplyse, Skov- og Naturstyrelsen ejer kirken og kirkegården. Et ejerskab som styrelsen overtog i 1988 fra Nationalmuseet.

 

Kirken var i brug indtil 1928, hvor en ny kirke i Lønstrup blev taget i brug.

 

Rubjerg Knude og Lønstrup Klint, hvor Mårup Kirke ligger, er en enestående geologisk formation, både i national og international sammenhæng. Området er omfattet af fredningskendelser fra Overfredningsnævnet af 1948 og 1965. Et af formålene med fredningen fra 1948 var at sikre, at de naturlige processer i forbindelse med kystnedbrydningen kan fortsætte. Det har været ministeriets opfattelse helt tilbage fra 1988, da Skov- og Naturstyrelsen overtog kirken, at en fortsat naturligt og dynamisk udvikling/nedbrydning af kyststrækningen uden menneskelig påvirkning, ud fra en samlet afvejning af kulturhistoriske, landskabelige og geologiske værdier, bør prioriteres højest.

 

Spørgsmålet om kystbeskyttelse ud for kirken har op gennem 90’erne været drøftet mellem Trafikministeriet og Miljøministeriet, og i 1999 blev der efter aftale mellem de to ministre givet en midlertidig tilladelse til kystbeskyttelse med trykudligningsrør ud for kirken, under forudsætning af at fredningsnævnet for Nordjylland ville dispensere fra fredningen af 1948. Fredningsnævnet gav dispensation i 2000. Tilladelsen er senere blevet forlænget til udgangen af april 2007.

 

Det kan oplyses, at dele af Mårup Kirke automatisk var fredet, da bygningens nordside og det meste af koret er fra før 1536. Det Særlige Bygningssyn under Kulturministeriet indstillede i 2005, at den automatiske bygningsfredning blev ophævet. Kulturarvsstyrelsen besluttede i november 2005 at ophæve den automatiske fredning. Begrundelsen for beslutningen er ”at Mårup Kirke ligger ved den jyske vestkyst på en strækning, hvor store dele af kysten løbende afgnaves af havet. Denne proces har stået på siden kirkens opførelse og vil på et tidspunkt føre til, at kirken styrter i havet.” Beslutningen blev anket til Kulturministeren, som i marts 2006 fastholdt Kulturarvsstyrelsens beslutning.  

 

Transport- og Energiministeren har som svar på spørgsmål 313 fra Trafikudvalget udtalt, ”at nedbrydningen af klinten forårsages af to forhold. Det ene er vandets og bølgernes stadig erosion af stranden og den nederste del af klinten, og det andet er nedbøren og grundvandet, som begge nedbryder klinten ovenfra.” Det fremgår videre af besvarelsen: ”Det er imidlertid nødvendig at være opmærksom på, at etableringen af en kystbeskyttelse på stedet vil være omkostningskrævende, og at kystbeskyttelsen ikke vil stoppe nedbrydningen af klinten ovenfra. Selve etableringen af kystbeskyttelse kan derfor ikke i sig selv give nogen garanti for kirkens fremtidige bevarelse.”

 

Det er derfor min holdning, at en sikring af kirken ikke er forenelig med hensynet til naturens frie udvikling og de internationale geologiske værdier.

 

Jeg er bekendt med, at der er indgivet en fornyet ansøgning til Kystdirektoratet om kystbeskyttelse med trykudligningsrør og som tillige indeholder en ansøgning om sandfodring ud for Mårup Kirke. Denne ansøgning er endnu ikke færdigbehandlet.