J.nr. MST-501-00045

 

Den 27. juli 2007

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 249 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål

Agter ministeren at sørge for, at der i kølvandet på den snarlige offentliggørelse af Brændeovnsbekendtgørelsen, udsendes en vejledning i håndhævelsen, således at det eksempelvis er klart defineret, hvad "væsentlig" brænderøgsforurening er, og således at kommunernes behandling af brænderøgsklager fremover bliver mere velkvalificeret og ensartet, med en højnelse af klagerens retssikkerhed til følge?

 

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Steen Gade (SF).  

 

Svar

Nej, det er der ingen konkrete planer om på nuværende tidspunkt.

 

Den kommende bekendtgørelse præciserer kommunernes handlemuligheder overfor væsentlig forurening. Bekendtgørelsen vil således give mere klare retningslinier på centrale problemstillinger, der rejses i de mange henvendelser, Miljøstyrelsen får fra kommunale sagsbehandlere på området.

 

Med hensyn til fortolkningen af begrebet ”væsentlig forurening”, jf. Miljøbeskyttelseslovens § 42, kan min besvarelse af spørgsmål 179 (alm. del) tjene som rettesnor for kommunernes vurderinger og således supplere den kommende brændeovnsbekendtgørelse. Dette fremgår også af mit svar på spørgsmål S 5216.

 

I den kommende støtteordning for teknologier, der kan medvirke til at nedbringe forureningen fra træfyring i private hjem, vil der endvidere være mulighed for at få støtte til udvikling af værktøjer til beregning af skorstenshøjde, ovn- og kedelstørrelse og lignende. Sådanne beregningsværktøjer vil i givet fald kunne understøtte kommunernes sagsbehandling på brændeovnsområdet yderligere.

 

Miljøstyrelsen vil på baggrund af erfaringer, der høstes, når brændeovnsbekendtgørelsen er trådt i kraft, og ud fra resultaterne af eventuelle udviklingsprojekter under ovennævnte teknologistøtteordning, løbende vurdere behov og muligheder for yderligere vejledning på området.