J.nr.

Ref.

Den 15. august 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 245 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 245

Hvilke initiativer agter ministeren at tage i samarbejde med sundhedsministeren på baggrund af følgende citat fra s. 7 i EEA-rapport nr. 10 (2005) med titlen "Environment and health":

"The more recent estimates of the impact of air pollution made in the European Commission "Clean air for Europe"(CAFE) programme found that in the EU about 350 000 people died prematurely in 2000 due to the outdoor air pollution caused by fine particulate matter (PM2,5) alone. This corresponds to an average loss of life expectance of about 9 months for every EU citizen."?

 

Svar

Der har været stor opmærksomhed omkring den sundhedsskadelige effekt af luftforurening med partikler, både i Danmark og i EU, i de seneste år.

 

Det omtalte EU program blev gennemført som baggrund for EU tematiske strategi om luftforurening, som Kommission fremlagde i efteråret 2005. De to umiddelbare initiativer, som Kommissionen pegede på som opfølgning, var en revision af luftkvalitetsdirektiverne, herunder en indførelse af en grænseværdi for luftens indhold af fine partikler (PM2,5), og en revision af direktivet om nationale emissionslofter.

 

Der er politisk enighed om det nye luftkvalitetsdirektiv i Ministerrådet. Kommissionen forventes at fremlægge det reviderede direktiv om emissionslofter i efteråret 2007. Her vil der blive opstillet nye ambitiøse mål for de enkelte medlemslandes samlede udslip af svovldioxid, kvælstofoxider, kulbrinter og ammoniak. Alle disse gasser indgår i dannelse af partikler. Desuden vil der blive indført provisoriske emissionslofter for PM2,5. Disse lofter forventes stadfæstet, når der foreligger pålidelige opgørelser af det samlede partikeludslip.

 

Endvidere har EU vedtaget skærpede emissionsnormer for person- og varebiler efter, at den tematiske strategi om luftforurening blev fremlagt i 2005. De skærpede krav til partikeludslippet vil med den nuværende teknologi betyde montering af partikelfiltre på alle nye lette køretøjer (person- og varebiler) i de kommende år. I 2015 sker der en yderligere skærpelse af emissionskravene for kvælstofoxider. Denne skærpelse var ikke med i Kommissionens oprindelige forslag, men blandt andre Danmark arbejdede målrettet under forhandlinger, for at få dette krav indført.

 

Herhjemme har regeringen også arbejdet målrettet på at begrænse de nationale kilder til partikelforureningen. De største danske kilder er dieselkøretøjer og brændeovne.

 

For de lette køretøjer har regeringen indført et nedslag i registreringsafgiften for alle nye køretøjer, der leveres med et partikelfilter. For de tunge køretøjer vedtog regeringen lovforslaget om miljøzoner i de fem største bykommuner, hvor der vil være krav om eftermontering af partikelfiltre på de ældre lastbiler og busser. Kravet om eftermontering understøttes af regeringens tilskudsordning, hvor der gives 30 % i tilskud til indkøb af partikelfiltre. Der er afsat i alt 60 mio. kr. til denne ordning.

 

Med hensyn til brændeovne sendte Miljøministeriet en bekendtgørelse i høring i dette forår med krav til partikeludslippet for alle nye brændeovne. Der arbejdes desuden målrettet med information og teknologiudvikling på området. Regeringen afsatte 32 mio. kr. til dette arbejde i de kommende år på sidste års finanslov.

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

Â