Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 238 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål nr. 238
Vil ministeren redegøre for, hvorfor flasker med kildevand tilsat aromastoffer var undtaget for pant i regeringens forslag til pant på kildevandsflasker?
Svar
Baggrunden for det aktuelle forslag om pant på kildevand, naturligt mineralvand og vand er det beslutningsforslag (B 86) om pant på kildevandsflasker af plast, som S, RV, SF og EL fremsatte den 3. marts 2006. Emballager til vand tilsat smag eller aromastoffer har ikke i første omgang specifikt været medtaget i forarbejdet med den forestående udvidelse af pant- og retursystemet.
Jeg har længe været af den opfattelse, at udvidelsen af pant- og retursystemet også burde omfatte emballager til vand tilsat smag eller aromastoffer, herunder ice tea. Der har imidlertid været bl.a. afgiftstekniske problemstillinger, som skulle løses, før en sådan udvidelse kan gennemføres.
Miljøstyrelsen oplyser, at der nu synes at være udsigt til en praktisk løsning med hensyn til afgrænsning af vand med smag mv. fra f.eks. kakaomælk, som indgår i samme toldnomenklatur, der anvendes i forbindelse med emballageafgiftens opdeling. Afgrænsningen af emballager, der er omfattet af pant- og retursystemet, følger emballageafgiftens opdeling. En afgiftsteknisk håndterbar løsning på afgrænsningsproblemet er derfor en afgørende forudsætning for at udvide pant- og retursystemet med emballager til vand med smag mv.
Yderligere udestår en løsning af finansieringen af det provenutab, der eventuelt opstår som følge af, at emballageafgiften nedsættes for de nye emballager i pant- og retursystemet. For alle de emballager, der i dag er omfattet af systemet, betales en lavere emballageafgift, end der betales for emballager uden for pant- og retursystemet.  Det er således en forudsætning for en yderligere udvidelse af systemet, at der findes en løsning på finansieringen af provenutabet, der følger af udvidelsen med emballager til kildevand, naturligt mineralvand.
Jeg har bedt Miljøstyrelsen om at arbejde videre med henblik på en løsning, så også emballager til vand med smag og aromastoffer, herunder ice tea kan blive omfattet af pant- og retursystemet.