J.nr. CFK-002-00028

 

Den 27. juli 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 213 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

 

 

Spørgsmål 213

”Vil ministeren redegøre for konsekvenserne af de reducerede undersøgelsesfrekvenser af bunddyr, vegetationen og plankton i de intensivt overvågede søer?”

 

Svar

Tilpasningerne i NOVANA’s søprogram er som andre tilpasninger i NOVANA gennemført for at skabe mulighed for at etablere det decentrale overvågningsprogram (DEVANO) og undersøgelsesovervågningen, der skal understøtte udarbejdelsen af vand og Natura2000-planer.

 

På baggrund af tilpasningerne undersøges bunddyr nu hvert 6. år mod tidligere hvert år, vegetation undersøges hvert 2. år mod tidligere hvert år og plankton undersøges 12 gange årligt mod tidligere 19 gange årligt.

 

Vedr. bunddyr. Undersøgelserne gennemføres i årene, hvor der også gennemføres fiskeundersøgelser. Dette er yderst relevant, da bunddyrssamfundet er relateret til fiskebestanden og, specielt i lavvandede søer, afspejler ændringer i denne. Tilpasningerne vil betyde, at det vil tage længere tid før eventuelle udviklingstendenser kan vurderes.

 

Vedr. vegetation. Det vil stadig være muligt at vurdere langtidseffekter fra klima og effekter fra næringsstoffer på undervandsvegetationen, men det vil tage længere tid at dokumentere udviklingen. Der ligger dog en viden herom fra den tidligere gennemførte overvågning. Flere af de øvrige parametre i det intensive program er samtidig bibeholdt, hvilket betyder, at det stadig vil være muligt at vurdere resultaterne i det ekstensive program i forhold til de aktuelle år-til-år variationer.

 

Vedr. plankton.  Årstidsvariationerne vil i fremtiden blive vurderet på et mindre sikkert grundlag og mulighederne for at vurdere klimaeffekter på plankton vil være reduceret Det vil fortsat være muligt at opstille gode artslister samt vurdere om eventuelle uønskede planktongrupper dominerer i perioder.