J.nr. MST-405-00015

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 189 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

 

 

Spørgsmål 189

Hvad vil ministeren gøre ved skibsvraget i Præstø Fjord, som gennem flere år har skæmmet udsigten?

 

Svar

Der er stillet fem spørgsmål om vrag (nr. 189-193). Jeg har foreløbigt svaret på spørgsmålene d. 3. juli 2007.

 

Sammenfattende for de fem spørgsmål skal følgende oplyses:

 

Håndtering af vrag henhører under en række ministerier afhængig af omstændighederne.

 

Der er tale om følgende ministerier: Kulturministeriet, Miljøministeriet, Forsvarsministeriet, Transport- og Energiministeriet, Justitsministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet. Miljøstyrelsen har derfor forelagt spørgsmålene fra udvalget for de relevante ministerier, der har bidraget med oplysninger til brug for besvarelsen af spørgsmålet.

 

./.   Jeg har valgt at vedlægge Miljøstyrelsens samlede notat om håndtering af vrag. Samtidig har jeg besvaret de enkelte spørgsmål nedenfor.

 

I den konkrete sag vedrørende skibsvraget i Præstø Fjord har Miljøministeren ikke umiddelbart beføjelser til at fjerne vraget. Miljøstyrelsen oplyser, at Søværnet tidligere har vurderet, at der ikke er en fare for olie- eller kemikalieforurening i forbindelse med vraget. Det betyder, at hverken Miljøministeriet/Miljøstyrelsen eller Forsvarsministeriet/Søværnets Operative Kommando har mulighed for at foretage sig yderligere i sagen.

 

Hvis man ud fra en konkret overordnet vurdering ønsker vraget fjernet, kan Transport- og Energiministeriet/Kystdirektoratet i samarbejde med Farvandsvæsenet eventuelt foranstalte en fjernelse af vraget, hvis en bevilling fra Finansudvalget hertil opnås.