Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 18 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål 18
Hvad agter ministeren at gøre for at sikre, at vandløbene ikke fortsat vedligeholdes ud over, hvad regulativerne for vandløbene kræver?
Svar
Jeg er opmærksom på, at der flere steder er debat om afvanding af de vandløbsnære arealer og om sikring af de natur- og miljømæssige forhold i og omkring vandløbene. Denne debat vedrører i stort omfang administrationen af gældende vandløbsregulativer.
Derfor bad jeg i slutningen af 2005 Skov- og Naturstyrelsen om at iværksætte en revision af et notat om udarbejdelse af vandløbsregulativer, som Miljøministeriet udsendte til vandløbsmyndighederne tilbage i 1992. Revisionen skal opsamle og sammenfatte den nye viden og de erfaringer, som er indhøstet gennem de seneste 14 år i forbindelse med udarbejdelse og administration af vandløbsregulativer i både amter og kommuner. Det nye notat, som forventes udsendt inden årets udgang, ser jeg som et væsentligt bidrag til arbejdet med vandløbsregulativer og vandløbsvedligeholdelse i de nye kommuner.      
Derudover har Skov- og Naturstyrelsen netop iværksat et projekt om grødeskæring i vandløb, der skal sammenfatte de erfaringer, som vandløbsmyndighederne har gjort gennem tiden med hensyn til metoder, praksis og effekter. Dette projekt skal bidrage til at forbedre og tilrettelægge grødeskæringen i vandløbene, så både naturmæssige, miljømæssige og afvandingsmæssige hensyn varetages. Projektet forventes afsluttet med en rapport medio 2007.
I perioden frem til 2009 vil staten gennemføre en vandplanlægning med udgangspunkt i miljømålsloven. Den statslige vandplanlægning vil danne grundlag for, at kommunerne udarbejder handleplaner for de vandområder, som findes inden for kommunegrænsen, herunder vandløbene. Da kommunerne vil blive forpligtet af de målsætninger, som fastlægges i de statslige planer, vil kommunerne gennem miljømålsloven få nye tilskyndelser til at gennemføre en hensigtsmæssig vandløbsvedligeholdelse.
I øvrigt kan bÃ¥de bredejere og grønne organisationer efter bestemmelserne i vandløbsloven klage over den vandløbsvedligeholdelse, som gennemføres af vandløbsmyndigheden.Â