Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 159 alm. del, stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål 159
Svar
GEUS oplyser, at eksplosionen med Richtertal 2,2 i Seest i sin forstyrrelse af jordens bevægelser skal ses i forhold til naturens bevægelser. Erfaringen i seismologi er, at der sker 2-10 små jordskælv pr. år i dansk område. Kun i hvert andet eller tredje år er der rapporter om, at mennesker har følt et af de største af disse jordskælv, med Richtertal 3-4. De spændingsændringer, som Seest-eksplosionen forårsagede, er små i forhold til det, naturen hele tiden udsætter os for. Erfaringen er, at der i Danmark ikke er grund til at tage hensyn til jordskælv i forhold til andre risici, når risiko bedømmes for små og store ingeniørarbejder. Helt parallelt er der ikke grund til at lave specialundersøgelser af jordens bevægelser ved Seest og overfladeterrænets kupering betyder intet i forhold til jordens dybere struktur.