Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 152 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål 152
Svar
Af hensyn til udviklingen af vindmølleteknikken er det vigtigt at give forskningen, industrien og energiselskaberne mulighed for at afprøve og teste nye vindmøller på land såvel som til havs.
Når nye typer havvindmøller afprøves på land, skyldes det blandt andet praktiske og økonomiske hensyn, idet mølleopstilling, udskiftning af anlægsdele, afprøvning, testning, kontrol mv. gennem hyppige besøg er betydeligt nemmere og billigere at arbejde med på land end på havet.
Jeg kan oplyse, at den konkrete lokalitet, Kappel allerede i Storstrøms Amts Regionplan-2005 er udlagt til vindmølleområde.
Hvad angår den konkrete plansag om placering af demonstrationsmøller i Kappelområdet, så er der tale om serie 0-møller, altså de første eksemplarer af en serie, som en given vindmøllefabrikant producerer. For sådanne møller er det nødvendigt at afprøve og teste møllerne, med henblik på at optimere design, teknik mm.
Plansagen er fortsat under behandling i Skov- og Naturstyrelsen, jf. den fungerende miljøministers svar af 10. maj 2007 på udvalgets spørgsmål nr. 151 (alm. del), hvori udvalget er lovet en orientering, når der træffes afgørelser i sagen.