Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 129 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål 129
Hvad mener ministeren, at regeringen i dag gør for at sikre et mindre og mere bæredygtigt ’globalt fodaftryk’ i fremtiden?
Svar
Regeringen gør allerede i dag en betydelig indsats for
at medvirke til at fremme et mere bæredygtigt ’globalt fodaftryk’. Det oplæg
til revideret strategi for bæredygtig udvikling, som jeg forventer at
offentliggøre senere på foråret i år, vil opremse mange af disse konkrete
tiltag. Jeg kan dog her nævne nogle af de større initiativer, regeringen
har igangsat.
Regeringen tager sin del af det globale miljøansvar alvorligt og arbejder fortsat for, at det internationale miljøsamarbejde styrkes. Det er vigtigt for det globale klima og det ’globale fodaftryk’, at der er en fortsat global indsats for at begrænse klimaeffekter efter Kyoto-protokollens udløb i 2012. Danmarks værtskab for COP15 i 2009 skal bidrage hertil, og regeringen vil sætte alle sejl til, for at dette lykkes.
Regeringen har allerede iværksat en række initiativer, som bidrager til at reducere det globale fodaftryk og viser, at Danmark er blandt de lande som går foran med konkrete handlinger rettet mod en begrænsning af klimaeffekterne:
· Regeringen har vedtaget en national allokeringsplan (NAP), som anviser, hvordan Danmark vil opfylde målsætningen om at reducere 21 % af udledningen af drivhusgasser i 2008-12 i forhold til emissionerne i 1990.
· Regeringen har endvidere i starten af året fremlagt en ambitiøs og visionær energistrategi, som bl.a. fastslår, at andelen af vedvarende energi skal fordobles og udgøre mindst 30 % af det samlede energiforbrug i Danmark i 2025. Energispareindsatsen forøges til 1,25 % årligt, og samtidig vil regeringen i perioden 2007-2010 fordoble den offentligt finansierede indsats for forskning, udvikling og demonstration af energiteknologier med 500 mio. kr., så den fremover vil udgøre 1 mia. kr. årligt.
· Regeringen har spillet en central rolle i vedtagelsen af en samlet klima- og energipolitisk pakke i EU ved topmødet i Det Europæiske Råd i marts i år. EU-landene har således forpligtet sig til at reducere udledningerne med mindst 20 % i 2020, og er villig til at forpligte sig til 30 % reduktion i 2020, såfremt dette bliver et led i en global aftale, hvor også andre lande påtager sig sammenlignelige forpligtelser.
· Regeringen sender senere på måneden et udkast til miljøteknologisk handlingsplan i høring. Handlingsplanen afspejler en målrettet indsat for at øge anvendelsen af dansk miljøeffektiv teknologi globalt – f.eks. vindmøller, vandrensningsteknologi og enzymer. Samtidig sker der en kraftig opprioritering af forsknings- og udviklingsindsatsen for fremme af miljøeffektiv teknologi med eksportmuligheder. Regeringen vil således fremme udvikling og markedsføring af dansk miljøteknologi, der kan afhjælpe og forebygge de globale miljøpåvirkninger.
Staten kan imidlertid ikke løfte det globale ansvar alene. Vi skal samarbejde med alle interessenter i samfundet om at begrænse det danske ’globale fodaftryk’, og jeg har derfor indledt dialog med erhvervslivet. Jeg afholdt den 21. marts en rundbordssamtale om reduktion og minimering af miljøbelastningen fra emballage med interessenter fra det danske samfund. Og jeg afholdt den 27. marts 2007 en rundbordsamtale om klima også med erhvervsledere, forskere og interesseorganisationer. Regeringen vil fortsætte samarbejdet med erhvervslivet gennem dialog, partnerskaber og igennem Corporate Social Responsibility (CSR) initiativer mellem stat og erhvervsliv.