J.nr. MST-621-00015

 

 

  

Den 28. marts 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 115 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål      

Hvilke initiativer agter ministeren at tage - på baggrund af artiklerne i Ingeniøren den 23. februar 2007 om hormonstoffer - i Danmark, i EU og internationalt for hurtigt at få forbedret beskyttelsesniveauet for miljø og mennesker og for at få fremrykket forbud mod hormonforstyrrende stoffer samt en optimal regulering stofferne?

 

Svar
Artiklerne i Ingeniøren den 23. februar 2007 om kombinationseffekter af hormonforstyrrende stoffer omhandler nogle igangværende forsøg, som indgår i EU’s store forskningsprogram EDEN, som afsluttes midt på året. Resultaterne af forsøgene er meget interessante og bekymrende, men der er tale om foreløbige resultater, som ikke er endeligt bearbejdede og endnu ikke er publiceret, og som vi derfor ikke kan konkludere på endnu.

 

Når konklusionerne af hele EU’s forskningsprojekt EDEN foreligger, og dermed det mest samlede billede der hidtil er set, må der på EU-plan tages stilling til, om det er nødvendigt med lovgivningsmæssige konsekvenser, herunder fx nye generelle retningslinier for risikovurdering af hormonforstyrrende stoffer i forhold til kombinationseffekter. Jeg vil til den tid bede miljøkommissæren om en status for arbejdet med EU’s strategi for hormonforstyrrende stoffer, herunder en vurdering af evt. reguleringsmæssige konsekvenser af den viden, som forskningsindsatsen på området har tilvejebragt.

 

Jeg vil samtidig bede Miljøstyrelsen vurdere, om der er et behov for at se på reguleringen af de konkrete stoffer, der indgår i undersøgelserne.

 

Arbejdet med den nationale strategi for indsatsen over for hormonforstyrrende stoffer fortsætter, herunder også initiativer der skal medvirke til at forbedre beskyttelsesniveauet for miljø og mennesker og sikre regulering af hormonforstyrrende stoffer, herunder også evt. forbud. En meget vigtig aktivitet er i denne sammenhæng Danmarks aktive bidrag til at kunne identificere stoffer med hormonforstyrrende egenskaber – det drejer både om udvikling af nye internationale testmetoder for miljø- og sundhedseffekter, og arbejdet med udvikling af (Q)SAR-modeller til forudsigelse af kemiske stoffers hormonforstyrrende egenskaber. Resultaterne af alle disse aktiviteter anvendes løbende og så vidt muligt proaktivt i det internationale arbejde både i EU og OECD.