Departementet

 

J.nr. ODE-200-00001

 

 

  

Den 21. marts 2007

 

 

 

 

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 110 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

 

 

Spørgsmål

”Spm. om kommentar til henvendelse fra Foreningen mod den luftbårne vestjyske højspændingsmotorvej vedrørende højspændingsnettet i Vestjylland.”

 

Svar

Ribe Amt offentliggjorde den 5. december 2006 et forslag til regionplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse for højspændingsanlægget med høringsfrist til 31. januar 2007. Der er kommet en del bemærkninger til og indsigelser mod planforslaget - herunder fra Foreningen mod den luftbårne vestjyske højspændingsmotorvej. Foreningen har desuden indsamlet i alt 3.124 underskrifter mod høj­spændingsmasterne og afleveret underskrifterne til Miljøcenter Odense, som pr. 1 januar har overtaget ansvaret for VVM-sags­behandlingen.

 

Energinet.dk har ved brev af 1. marts 2007 meddelt Miljøcenter Odense, at selskabet har besluttet at arbejde videre med en kortsigtet løsning for ilandføring af strømmen fra havvindmølleparken Horns Rev 2. I stedet for en kombineret løsning med jordkabel på den vest-øst gående del og master på den nord-syd gående del af strækningen, har Energinet.dk således valgt en løsning med etablering af et nedgravet 150 kV-kabel på hele strækningen, inkl. fra Galtho til Endrup. En sådan løsning betyder samtidig, at anlægget ikke længere er VVM-pligtigt, da det ifølge VVM-bestemmelserne kun er transport af elektricitet gennem luftledninger, som kan udløse krav om udarbejdelse af VVM-redegørelse. På den baggrund har Miljøcenter Odense sat behandlingen af sagen i bero.

 

Energinet.dk har endvidere oplyst, at selskabet har taget kontakt til Varde Kommune, da en jordkabelløsning forudsætter en række tilladelser mv., hvor kommunen er myndighed. Energinet.dk forventer, at de nødvendige tilladelser mv. vil blive givet, men har foreløbig bedt Miljøcenter Odense om at stille behandlingen af VVM-sagen i bero, indtil de nødvendige tilladelser mv. til en jordkabelløsning er på plads. I så fald vil Energinet.dk herefter frafalde ansøgningen, som indebærer højspændingsmaster fra Galtho til Endrup, hvorefter Miljøcenter Odense vil betragte sagen som afsluttet.

 

Energinet.dk har overfor Miljøcebter Odense lagt vægt på, at der med selskabets valg af jordkabelløsning er tale om en kortsigtet løsning, som alene skal sikre en ilandføring af strømmen fra Horns Rev 2 -vindmølleparken. Der er derfor ikke taget stilling til, hvordan en langsigtet løsning med udbygning og forstærkning af det vestjyske højspændingsnet skal se ud. Energinet.dk forventer at kunne fremlægge en plan for udbygning af elnettet i Vestjylland i løbet af det næste år.

 

Miljøcenter Odense vil snarest tage kontakt til Foreningen mod den luftbårne vestjyske højspændingsmotorvej og til de øvrige afsendere af bemærkninger og indsigelser mod højspændingsmasterne og orientere om status i sagen.