Kulturministeren har bedt mig på hans vegne at besvare jeres henvendelse af 20. februar 2007 vedrørende udløb af lokalradiostationernes programtilladelser den 31. december 2007.
Som det fremgår af kulturministerens brev til jer af 13. december 2006, er det beklageligt, at de eksisterende lokalradiostationer oplever gener som følge af, at der fortsat udestår en politisk stillingtagen til spørgsmålet om en eventuel replanlægning af FM-båndet i Danmark. Som det også fremgår af ministerens brev, er det desværre nødvendigt af hensyn til fordelingen af sendemuligheder efter en eventuel replanlægning, at der er en så smidig adgang til de eksisterende sendemuligheder som muligt.
Kulturministeriet vil – så snart der foreligger en endelig politisk beslutning om en eventuel replanlægning af FM-båndet – undersøge mulighederne for at gennemføre en ny forlængelse af de eksisterende lokalradiostationers programtilladelser, herunder hvor længe denne i givet fald skal vare.
Såfremt RADIOERNE ønsker foretræde for Folketingets Kulturudvalg, må RADIOERNE kontakte udvalget.
Lars M. Banke
kontorchef