Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

19. april 2007

 

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 88, stillet af Folketingets Kulturudvalg den   13. marts 2007.

 

 

 

Brian Mikkelsen

 


Spørgsmål nr. 88

 

Skrivelse af  13. marts 2007

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål:

 

"Ministeren bedes redegøre for, hvordan ministeren har tænkt sig at følge op på rapporternes anbefalinger, herunder om ministeren vil være indstillet på at nedsætte en kommission, der skal udarbejde en handlingsplan for ligestilling og mangfoldighed i det danske kunst- og kulturliv.”

 

Svar:

 

Det er min hensigt at drøfte rapporten ”Kulturel mangfoldighed set i forhold til Kunstrådet” med det nyudpegede Kunstråd. Det ville kunne komme i strid med almindelige principper for armslængdehåndtering, hvis jeg som kulturminister foregreb det kommende råds handlingsplan ved at begynde at implementere en rapport, der først og fremmest er skrevet med Kunstrådet for øje.

 

Det bliver det nye råds opgave at overveje, om det ønsker at prioritere en indsats på området kulturel mangfoldighed. Hvis det nye Kunstråd ligesom det gamle inviterer til samarbejde på området kulturel mangfoldighed, så modtager jeg gerne invitationen.

 

Hvis det nye Kunstråd fremsender rapporten ”Kvinder i kunst” med sine faglige indstillinger vil jeg forholde mig til rapporten og til rådets vurdering af den.

 

Jeg benytter mig af Kunstrådets faglige rådgivning og ser således ingen grund til at nedsætte en særlig kommission om ligestilling og mangfoldighed i det danske kunst- og kulturliv.

 

Jf. også mit talepapir fra det åbne samråd om indvandrere i det danske kulturliv, som jeg oversender til Kulturudvalget i forlængelse af spørgsmål 94 KUU alm. del.