Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

21. marts 2007

 

 

Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 81 (alm. del), vedrørende Charlottenborg Udstillingsbygning, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 28. februar 2007.

 

 

 

Brian Mikkelsen

 


Spørgsmål nr. 81

(alm. del), Charlottenborg Udstillingsbygning

Skrivelse af 28. februar 2007

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål:

 

"Vil ministeren kommentere det materiale udvalget har modtaget fra ledelsen på Charlottenborg Udstillingsbygning i forbindelse med deres foretræde den 28. februar 2007, jf. KUU alm. del – bilag 143 og 146?"

 

Svar:

I forlængelse af rapporten om Charlottenborg Udstillingsbygning udarbejdede Kulturministeriet i 2005 en ny bekendtgørelse. Efter denne bekendtgørelse er der – i overensstemmelse med rapportens anbefalinger – nedsat en bred bestyrelse med et flertal af bildende kunstnere og en billedkunster som formand. Endvidere er der, efter indstilling fra et ansættelsesudvalg med et flertal af bestyrelsesrepræsentanter, ansat en kunstfaglig direktør.

 

Bestyrelsen og direktøren har, i overensstemmelse med den ambition, som rapporten lagde op til, som opgave at give Charlottenborg et løft og en skarpere profil som et fyrtårn for billedkunsten i Københavns hjerte. Jeg har som kulturminister tænkt mig at give bestyrelse og direktør rum til at løse denne opgave, og jeg har bestemt ingen intentioner om at udstede direktiver om hvilke konkrete udstillinger, der skal eller ikke skal være en del af husets udstillingsprogram.

 

Som udgangspunkt har jeg således tillid til de planer vedrørende husets fremtid, der kommer til udtryk i det til Kulturudvalget oversendte materiale, og jeg mener, at jeg bør afholde mig fra at gå ind i en nærmere diskussion heraf. Omkring kunstnersammenslutningernes fremtid på Charlottenborg vil jeg endvidere understrege, at Charlottenborg har forsikret Kulturministeriet om, at alle ansøgninger fra sammenslutningerne behandles i overensstemmelse med bekendtgørelsens retningslinier. Dvs. at direktøren konkret vurderer, om den tilbudte udstilling lever op til udstillingsbygningens profil og kvalitetsniveau.