Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

20. marts 2007

 

 

Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 78 (alm. del) om TV 2's og DR's engagement i dansk film stillet af Folketingets Kulturudvalg den 27. februar 2007.

 

 

 

Brian Mikkelsen

 


Spørgsmål nr. 78

(alm. del), TV 2's og DR's engagement i dansk film

Skrivelse af 27. februar 2007

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål nr. 78:

 

”Vil ministeren redegøre for, hvilke interne målesystemer og kriterier som henholdsvis TV 2 og DR anvender til at beslutte om de vil engagere sig økonomisk i et dansk DFI samfinansieret filmprojekt, det være sig enten spillefilm, dokumentar eller talentfilm?”

 

Svar:

 

Jeg har i anledning af det stillede spørgsmål bedt TV 2 og DR om bidrag til besvarelsen.

 

TV 2 har oplyst, at TV 2’s interne kriterier altid har været at finde de bedste manuskripter inden for en given genre, og at det stadig er det vigtigste kriterium, når det kommer til at vælge spille-, dokumentar- eller talentfilm – med andre ord: Er det en god historie? TV 2 har endvidere oplyst, at det er TV 2’s opfattelse, at det er kvaliteten af historien inden for den givne genre, der er hemmeligheden bag den danske filmsucces –

om det så er en smal talent animationsfilm som ”Princess” eller en familieblockbuster som ”De fortabte Sjæles Ø”.

 

DR har oplyst, at DR ønsker at tilsikre produktion og udsendelse af et mangfoldigt og alsidigt udbud af såvel spille-, dokumentar- og talentfilm.

 

DR har endvidere oplyst, at DRs engagement udvælges og planlægges på baggrund af en redaktionel og faglig vurdering, herunder i forhold til den eksisterende portefølje og i forhold til den kanalprofil, produktionerne skal understøtte mv.