Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

23. februar 2007

 

 

Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 65 (alm. del), om kommentar til artikel i Berlingske Tidende om digitalt sendenet, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 8. februar 2007.

 

 

 

Brian Mikkelsen

 


Spørgsmål nr. 65

(alm. del), om kommentar til artikel i Berlingske Tidende om digitalt sendenet

Skrivelse af 8. februar 2007 

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål:

 

”Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel fra Berlingske Tidende den 30. januar 2007: ”Digitalt sendenet fyldt med forhindringer”.”

 

Svar:

 

Artiklen ses primært at berøre de problemer, man stod med i Sverige i forbindelse med introduktionen af jordbaseret digitalt tv (DTT) i 1999 og nogle år frem.

 

Jeg skal indledningsvis bemærke, at situationen i Sverige dengang efter min opfattelse ikke kan sammenlignes med situationen i Danmark i dag – alene på grund af den teknologiske udvikling og modning af boksmarkedet, der har fundet sted siden da.

 

Men også på andre måder er situationen anderledes. For eksempel har vi i Danmark i sommeren 2005 truffet beslutning om ophør af analogt tv med udgangen af 2009, ligesom vi allerede har påbegyndt digital udsendelse af public service-programmerne DR1, DR2 og TV 2 samt nye tjenester, herunder tegnsprogstolkning af nyhedsudsendelser. Der er efter det for mig oplyste i dag omkring 300.000 DTT-bokse i de danske husstande.

 

Hermed være ikke sagt, at der ikke fortsat er udfordringer i at sikre en videre udbygning af DTT, der gør, at overgangen fra analogt til digitalt tv bliver til størst mulig gavn for de danske seere.

 

I medieaftalen for 2007-2010 blev det fastslået, at denne udbygning skal ske ved, at der som supplement til den igangværende digitale udsendelsesvirksomhed etableres en jordbaseret digital tv-platform, som skal drives af en operatør (”gatekeeper”) på et forretningsmæssigt grundlag.

 

Det blev samtidig fastlagt, at der skulle nedsættes et embedsmandsudvalg, som på grundlag af de i aftalen skitserede overordnede retningslinier skulle forberede udbuddet af de digitale sendemuligheder og i den forbindelse – efter dialog med branchen m.fl. – fremlægge forskellige modeller for udbygningen.

 

Endelig blev der afsat i alt 50 mio.kr. over aftaleperioden til en informationsindsats, der skal forberede befolkningen på lukningen af analogt tv i 2009.

 

Embedsmandsudvalget skal afgive sin rapport 1. marts 2007. Rapporten vil danne grundlag for de efterfølgende politiske drøftelser om de endelige retningslinier for udbuddet.

 

Kulturministeriet arbejder desuden på et oplæg om udformningen af ovennævnte informationsindsats, herunder anvendelsen af de 50 mio. kr.