Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

1. februar 2007

 

 

Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 55 og 56 (alm. del), tilladelse og tilskud til lokal-tv, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 15. januar 2007.

 

 

 

Brian Mikkelsen

 


Spørgsmål nr. 55 og 56

(Alm. del), tilladelse og tilskud til lokal-tv

Skrivelse af 15. januar 2007

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål nr. 56:

 

"Ministeren bedes redegøre for hvilke lokale tv-stationer der har mistet deres sendetilladelse på grund af den nye udbudsrunde af frekvenser, og herunder redegøre for om det har været hensigten med udbuddet at lukke lokal-tv-stationer."

 

Svar:

 

Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet et svarbidrag fra Mediesekretariatet. Sekretariatet har oplyst følgende:

 

”Som det fremgår af bilag 1, har Radio- og tv-nævnet meddelt afslag til 26 ansøgere efter en vurdering af deres ansøgninger, hvoraf 7 er hidtidige tilladelsesindehavere. Det fremgår endvidere af besvarelsen af spørgsmål 55, at Radio- og tv-nævnet har meddelt 8 stationer, at man på grund af for sen indsendelse af ansøgninger ikke har kunnet behandle deres ansøgning om programtilladelse, idet bemærkes, at Holeby Lokal TV ikke medregnes blandt de 8.

 

Idet ”lokale tv-stationer der har mistet deres sendetilladelse på grund af den nye udbudsrunde af frekvenser” forstås som dels stationer, der op til udbuddet har haft en programtilladelse, dels som stationer, der indsendte deres ansøgninger for sent, er der i alt 15 tilladelsesindehavere, der således kan siges at have mistet deres tilladelse på grund af den nye udbudsrunde.

 

Radio- og tv-nævnets baggrund for at meddele afslag til hidtidige ansøgere har overordnet set været at opfylde kravene i § 8, stk. 1-2, i bekendtgørelsen om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed. Efter disse bestemmelser skal Radio- og tv-nævnet ved behandlingen af ansøgninger søge at sikre det enkelte lokale område en samlet programvirksomhed af alsidig karakter, ligesom der ved behandlingen af ansøgninger bl.a. kan lægges vægt på ansøgerens økonomiske formåen og mulighed for at realisere de opstillede programplaner. Endelig har nævnet ved beslutningen om tildeling af programtilladelse lagt vægt på, at også nye ansøgere skulle have mulighed for at få programtilladelse.

 

Afslutningsvis skal det til illustration af nævnets nødvendige stramme prioritering af ansøgningerne specielt på Kanal 23 i København, hvortil hovedparten af afslagene relaterer sig, oplyses, at nævnet til denne sendemulighed modtog 57 ansøgninger omfattende 372 timers programvirksomhed om ugen, hvilket skal ses i relation til, at der ugentligt er 168 timer til rådighed.

 

Som det fremgår af ovenstående har Radio- og tv-nævnet ikke ved udbuddet haft til hensigt at lukke lokal-tv-stationer.”

 

Jeg kan henholde mig til Mediesekretariatets oplysninger.

Â