Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

24. oktober 2006

 

 

Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 5-8 (alm. del) vedrørende åbent brev til DR's ledelse om tekniske vanskeligheder i DR-Byen, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 9. oktober 2006.

 

 

 

Brian Mikkelsen

 


Spørgsmål nr. 5-8

(alm. del), åbent brev til DR's ledelse om tekniske vanskeligheder i DR-Byen

Skrivelse af 9. oktober 2006

 

Svar til Folketingets kulturudvalg fra kulturministeren.

 

 

Spørgsmål nr. 5:

"Vil kulturministeren kommentere vedlagte åbne brev til DR’s ledelse fra medarbejderne på P4-København, hvoraf det fremgår, at det stort set er umuligt og i hvert fald meget vanskeligt at afvikle radioprogrammer fra den nye DR-By?"

 

Svar:

Jeg har anmodet DR om bidrag til besvarelse af det stillede spørgsmål. DR har ved mail af 17. oktober 2006 oplyst følgende:

 

"DR København flyttede til DR Byen den 4. september 2006. Som for de øvrige programproducerende afdelingers indflytning i DR Byen har målet - og succeskriteriet - været, at flytningen skulle gennemføres med mindst mulig gene for lytterne og medarbejderne.

 

Det er korrekt, som det fremgår af spørgsmålet, at DR København har - og har haft - en række problemer i forbindelse med indflytningen til DR Byen. Det har desværre betydet, at enkelte programmer ikke kunne sendes fra DR Byen, og at medarbejderne har været udsat for arbejdsforhold, som ikke er tilfredsstillende. 

 

I DR Byen installeres ny teknologi for ca. 700 mio. kr. Det indbefatter en gennemgribende opbygning af ny produktionsteknologi, som benyttes i forbindelse med afvikling af programmer.

 

DR må konstatere, at overgangen til ny teknologi i forbindelse med indflytningen indtil videre ikke har forløbet fuldt tilfredsstillende. Senest har DRs ledelse derfor intensiveret indsatsen for at imødegå problemer og rette op på konstaterede fejl hurtigst muligt. Fra DRs side er det ikke acceptabelt, at kvalitet og indhold ikke har den sædvanlige høje standard, og derfor foretages der hele tiden korrektioner af indflytningsrutiner, opfølgende efterarbejde mv. for at undgå, at de kommende nye afdelinger i DR Byen skal få problemer. "