Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

25. oktober 2006

 

 

Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 4 (Alm. del) om Hovedstadens Familieteatres henvendelse til Folketingets Kulturudvalg stillet af Folketingets Kulturudvalg den 6. oktober 2006.

 

 

 

Brian Mikkelsen

 


Spørgsmål nr. 4

(Alm. del), om Hovedstadens Familieteatres henvendelse til Folketingets Kulturudvalg

Skrivelse af 10. oktober 2006

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål nr. 4

 

" Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 2. oktober 2006 fra Hovedstadens Familieteatre, jf. KUU alm. del - bilag 4."

 

Svar:

Hovedstadens Familieteater har rettet henvendelse til Folketingets Kulturudvalg med ønsket om et fortræde for udvalget. Ønsket er begrundet i en række bekymringer omkring den billettilskudsordning, som træder i kraft med virkning fra 1. juli 2007.

 

Med hensyn til Hovedstadens Familieteaters bekymring om fortsat samarbejde om teaterabonnement og markedsføring i hovedstaden kan det bemærkes, at der ikke i Bekendtgørelsen om formidlingstilskud til nedbringelse af billetpriser er noget til hinder for, at de mindre teatre i hovedstadsområdet samarbejder med Københavns Teater om rabatordninger og markedsføring af disse på tværs af teatertyper.

 

Jeg vil derfor som kulturminister opfordre de små teatre til hurtigst muligt at søge et samarbejde med Københavns Teater om rabatordninger og markedsføring indenfor rammerne af det nye regelsæt. Det kan kun være til fordel for de københavnske teatre

 

Det skal dog bemærkes at et samarbejde mellem teatrene i hovedstadsområdet for alles vedkommende vil skulle ske indenfor bestemmelsen om, at 8 % af billetkøbstilskuddet må anvendes til markedsføring og administration af ordningen.

 

Desuden har der blandt de politiske partier bag kommunalreformen på kulturområdet været enighed om at anvende op til 500.000 kr. årligt til drift af en såkaldt scenekunstportal, som kan anvendes til at gøre teaterudbuddet mere transparent for publikum bl.a til at markedsføre teatrenes forskellige rabatordninger. Med en scenekunstportal vil de dyrere former for markedsføring herunder f.eks. hustandsomdelte kataloger evt. kunne overflødiggøres. En scenekunstportal er under forberedelse, men vil ikke kunne være i funktion fra 1. juli 2007. Det er dog min opfattelse, at et forprojekt, med aftalepartiernes opbakning, vil  kunne startes op relativt hurtigt, og således relativt hurtigt vil kunne bane vejen for billigere markedsføring af rabatordninger.       

 

Det bør endvidere nævnes, at den konkrete udformning af billettilskudordningen er under udarbejdelse i Kunststyrelsen. Kunststyrelsen har oplyst mig, at udformningen sker i dialog med alle relevante parter, og at alle relevante retningslinier og vejledninger til de øvrige stationære teatre vil foreligge i november måned.