Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

17. august 2007

 

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 116 (Alm. del), ophavsret, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 28. juni 2007.

 

 

 

Brian Mikkelsen

 


Spørgsmål nr. 116

(Alm. del), ophavsret

Skrivelse af 28. juni 2007

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål:

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 26. juni 2007 fra Dansk Erhverv, jf. KUU alm. del – bilag 231.”

 

Svar:

 

Henvendelsen drejer sig om refusionsordningen i forbindelse med dvdvederlagets nedsættelse fra ca. 10 kr. til 3 kr. sommeren 2006 samt om Copydan Båndkopi’s administration heraf.

 

Kulturministeriet har anmodet Copydan Båndkopi og BFE (Brancheforeningen Forbrugerelektronik) om at fremkomme med bemærkninger til henvendelsen fra Dansk Erhverv. Copydan Båndkopi og BFE har ved e-mails af henholdsvis 7. juli og 12. juli 2007 kommenteret  henvendelsen. De to udtalelser vedlægges til orientering.

 

Efter ophavsretsloven opkræves dvdvederlaget hos leverandører, når disse udleverer dvd’er til detailhandlere. Vederlaget væltes imidlertid over på detailhandlerne og betales i sidste ende af forbrugerne. I de tilfælde, hvor en detailhandler returnerer lagre af ikke solgte dvd’er til leverandøren, tilbagebetales vederlaget til detailhandleren. Returneringen sker typisk, fordi detailhandleren ikke længere ønsker at forhandle dvd’er eller fordi forretningen ophører. 

 

I forbindelse med vederlagsnedsættelsen var der imidlertid en formodning for, at detailhandlerne ville returnere deres dvd-lagre med henblik på hurtigt at købe dem igen for på den måde at få lagrene omfattet af nedsættelsen: En detailhandler, der inden nedsættelsen returnerer sit dvd-lager, får vederlaget på ca. 10 kr. pr. dvd tilbagebetalt. Hvis detailhandleren efter nedsættelsen køber det samme lager tilbage med vederlaget på 3 kr. pr. dvd, opnår hun eller han en gevinst på ca. 7 kr. pr. dvd. 

 

For at undgå denne uhensigtsmæssige trafik frem og tilbage indgik Copydan Båndkopi en aftale om en særlig refusionsordning med branchen i form af BFE. Formålet var at detailhandlerne skulle kunne få deres lagre af dvd’er omfattet af vederlagsnedsættelsen ved en kontrolleret optælling i stedet for at returnere og genkøbe dvd’erne. Der var tale om et frivilligt initiativ, idet Copydan Båndkopi ikke efter loven var forpligtet til at oprette nogen form for refusionsordning.

 

Som det fremgår af henvendelsen fra Dansk Erhverv og de vedlagte kommentarer fra Copydan Båndkopi og BFE har det efterfølgende vist sig, at udformningen af den særlige refusionsaftale og administrationen heraf ikke har fungeret til aktørernes tilfredshed. På denne baggrund vil jeg overveje at regulere refusionsordninger i loven i forbindelse med eventuelle fremtidige nedsættelser af vederlagene i blankbåndsordningen.

 

Jeg kan af principielle grunde ikke udtale mig om, hvorvidt Copy-Dan skylder visse virksomheder refusionsbeløb i henhold til aftalen med BFE.