"Hvad er sanktionen såfremt en kommune, region eller anden offentlig myndighed eller institution ikke fremsender de oplysninger det nye evalueringsinstitut kræver?"
Det følger af § 13 i lov om et evalueringsinstitut for kommuner m.v., at instituttet i forbindelse med udarbejdelse af en evalueringsrapport m.v. kan forlange alle oplysninger, der skønnes af betydning for evalueringen, tilvejebragt og udleveret af de eller den evaluerede myndighed.
Evalueringsinstituttets arbejde med at indsamle oplysninger m.v. forventes at ske i et naturligt samarbejde med de evaluerede myndigheder, jf. bemærkningerne til lov om et evalueringsinstitut for kommuner mv. Det bemærkes i den sammenhæng, at evalueringsinstituttet har til formål at understøtte den kommunale og regionale opgavevaretagelse, hvorfor de evaluerede myndigheder også vil have en naturlig interesse i at bidrage med relevante oplysninger til instituttet.
Der er på den baggrund ikke i lov om et evalueringsinstitut for kommuner m.v. fastsat særlige bestemmelser om sanktioner over for myndigheder, der ikke efterlever forpligtelsen til at afgive oplysninger til evalueringsinstituttet.
Kommunernes og regionernes oplysningspligt efter § 13 i lovteksten er imidlertid undergivet det almindelige kommunale tilsyn.
Tilsynet med kommunerne og regionerne varetages af statsforvaltningerne i første instans og af Indenrigs- og Sundhedsministeriet i anden instans.
Tilsynsmyndighederne fører tilsyn med, at kommunerne og regionerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder. Kommunernes og regionernes overholdelse af oplysningspligten i henhold til § 13 i lov om et evalueringsinstitut for kommuner m.v. er omfattet af tilsynets kompetence.
Tilsynsmyndighederne kan udtale sig om lovligheden af kommunale eller regionale dispositioner eller undladelser. Tilsynsmyndighederne kan i den forbindelse anmode kommunen om at genoptage sagens behandling samt foreholde kommunen, hvad den efter tilsynsmyndighedens opfattelse på grundlag af gældende ret har pligt til at gøre (et konstaterende pålæg). Hvis en sådan udtalelse ikke efterleves af kommunen, vil tilsynsmyndigheden efter omstændighederne kunne følge op herpå med sanktioner, f.eks. i form af tvangsbøder til medlemmer af kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet.
Der henvises til kapitel VI og VII i lov om kommunernes styrelse samt §§ 30 og 31 i lov regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab, jf. §§ 48, 48 a, 50 og 50 b i lov om kommunernes styrelse.
De kommunale tilsynsmyndigheders kompetence omfatter ikke selvejende institutioner m.v.